Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tre nøglepunkter: Sådan vinder Liverpool mod Chelsea

Af Morten Bruun Jørgensen
23.11.2017 Kl. 11:31
Vi ser frem mod den kommende Premier League-kamp mellem Liverpool og Chelsea ved at kigge på tre nøglepunkter for Liverpool.

Der venter Liverpool en svær opgave lørdag aften i Premier League, hvor et formstærkt Chelsea-mandskab gæster Anfield. Forud for den kamp har vi set nærmere på, hvad Liverpool skal lykkedes med for at få succes i det opgør.

Hazard/Morata-samarbejdet skal stoppes

Blot få måneder efter Àlvaro Morata er kommet til Chelsea, ser han allerede ud til at have fundet ind i et vidunderligt samspil med Eden Hazard. Specielt efter Antonio Contes ændring til 3-5-1-1-opstillingen ser de to stjerner ud til at fungere helt fantastisk sammen. Chelsea er dygtige til at spille bolden op på Morata, hvorefter han er dygtig til at finde sin holdkammerat med stikning i dybden. Liverpool-forsvaret får nærmest umulige betingelser, hvis Hazard og Morata får lov til at lave deres hurtige kombinationer. Derfor skal Jürgen Klopp sørge for, at der bliver gået hårdt til Morata af de to midterforsvarere, der skal stå på tæerne af den spanske angriber hele tiden. Derudover bliver det vigtigt for Liverpool, at Eden Hazard ikke får lov til at blive retvendt, og det kommer formentlig til at kræve et stort arbejde af den centrale midtbane, hvor Jordan Henderson kan få en nøglerolle.

Den centrale midtbane må ikke komme i undertal

Efter formationsskiftet er den centrale midtbane hos Chelsea blevet mere kompakt, hvor Tiémoué Bakayoko, N’Golo Kanté og Cesc Fàbregas må forventes at husere i lørdagens Premier League-opgør. Hvis Liverpool skal have point med fra hjemmekampen bliver det vigtigt, at de ikke taber den direkte duel på midtbanen, hvor Chelseas fysik i form af Bakayoko og Kanté kombineret med Fàbregas’ bliver en stor opgave. Jordan Henderson, Emre Can og Georginio Wijnaldum bør være i stand til at matche fysikken hos Chelsea-profilerne, og de skal være med til at lukke ned for Fábregas’ mange idéer. Samtidig skal Liverpools midtbanetrio også være i stand til at spille sig ud af det hidsige pres, som de helt sikkert vil komme under. De skal være i stand til at sætte flere afleveringer sammen, end de var i tirsdagens Champions League-kamp mod Sevilla.

Rummet bag Chelseas wingbacks skal udnyttes

Antonio Conte opererer med to offensive wingbacks i form af Marcos Alonso og Davide Zappacosta, og de efterlader af og til et stort rum bag dem, når de stryger fremad på de to kanter. Det bør være Liverpools helt store mulighed for at gøre ondt på Chelseas defensiv. Med Mohamed Salah og Sadio Mané på de to kanter har Liverpool to af de hurtigste spillere i Premier League, som helt sikkert vil have muligheden for at komme i dybe løb bag forsvaret, mens de også vil havne i flere en mod en situationer, hvor deres muligheder for at vinde duellen bør være sandsynlige. Og mon ikke Mohamed Salah har noget at bevise over for Chelsea, som ikke kunne bruge ham?

Annonce