Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Transferalarm: Napoli åbner op for bud på Koulibaly

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
17.10.2019 Kl. 15:27
Napoli-præsidenten har udtalt, at han er parat til at sælge Kalidou Koulibaly.

Før eller siden kommer der et tidspunkt, hvor Napoli bliver nødt til at sælge Kalidou Koulibaly.  Det indrømmer klubbens præsident Aurelio De Laurentiis.

Den senegalesiske midterforsvarer, som gennem en årrække har været anset som blandt de bedste i verden, er over flere omgange blevet rygtet til Premier League.

Næsten samtlige engelske storklubber har på ét eller andet tidspunkt været sat i forbindelse med forsvareren, men senest skrev Goal, at Manchester United fortsat var interesseret i at hente det defensive es.

Er det sandt, så har The Red Devils eller en anden engelsk storklub nu chancen – selvom det med garanti bliver en dyr fornøjelse.

– Jeg elsker Koulibaly, så jeg afviste et bud på €105 millioner (784 millioner kroner) , men der kommer et tidspunkt, hvor jeg bliver nødt til at sælge ham. Hvem der end måtte sige, at vi ikke har forbedret vores forsvar, tager fejl, udtaler Laurentiis til Sky Sports Italia.

Koulibaly virker som en loyal spiller, og han har aldrig sagt andet end, at han elsker at repræsentere den syditalienske storklub. Skulle han dog ønske at skifte til sommer, så kunne han måske fremtvinge et skifte ved at skabe sig.

For De Laurentiis finder sig ikke i spillere, der først og fremmest er ude efter penge. Det har José Callejon og Dries Mertens måttet sande.

–  Jeg gider overhovedet ikke gøre et stort nummer ud af at forlænge med dem. Hvis de vil sælge sig selv til Kina og leve et overbetalt lorteliv i to eller tre år, så er det deres problem, lyder den kontante udmelding fra Napoli-præsidenten.

– I livet skal du beslutte dig for, om du er glad for et job, du nyder, eller kun gør det for pengene.  Hvis det er altafgørende for dem, så burde de skifte til Kina.

 

Annonce