Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tottenham tilbageerobrer tredjepladsen med hattrick-helt

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
13.04.2019 Kl. 13:23
Spurs besejrede Huddersfield 4-0 i lørdagens tidlige opgør, da Lucas Moura scorede hattrick.

Christian Eriksen indhentede Eden Hazard på toppen af assistlisten i lørdagens tidlige kamp mod Huddersfield, og den danske stjerne kan derudover glæde sig over, at Spurs atter er over Londonrivalerne Chelsea og Arsenal i tabellen.

Mauricio Pochettinos mandskab besejrede nemlig Huddersfield 4-0 uden store problemer på mål af Victor Wanyama og Lucas Moura.

Efter 23 minutters spiller kunne kenyanske Victor Wanyama opsnappe en løs bold i udkanten af feltet og tonse frit mod mål,  hvor den fysisk stærke midtbanespiller udviste finesse og satte en chanceløs Ben Hamer i Huddersfield-målet.

Hverken Philip Billing eller Jonas Lössl var med i dagens trup for The Terriers, så Mathias Zanka Jørgensen var eneste dansker til at se til fra indskiftningsbænken, da Lucas Moura fem minutter senere blev spillet fri i feltet af en velspillende Moussa Sissoko.

Brasilianeren, der havde fået chancen fra start i Harry Kanes fravær,  bragede bolden ind ved den fjerneste stolpe, og så virkede kampen sådan set allerede afgjort.

Derfor skruede Spurs også ned for tempoet i anden halvleg – formentlig for at hvile sig forud for returopgøret mod Manchester City i Champions League.

Det afholdt dog ikke Christian Eriksen for at støbe en sukkerbold for Lucas Moura i kampens slutminutter,  og den udnyttede den lynhurtige winger ved at score dagens andet mål.

Og selvom det aldrig er at foretrække et hold uden Harry Kane, så tyder alt på, at Lucas Moura kan udgøre en glimrende erstatning.  Brasilianeren var nemlig ikke færdig med målscoringen, og i kampens overtid satte han kronen på værket ved at score sit tredje mål.

Dermed er Tottenham igen tilbage på tredjepladsen i Premier League-tabellen – et point foran Chelsea og fire foran ærkerivalerne Arsenal, som dog har en kamp mindre.

Huddersfields skæbne blev beseglet for uger siden.

Annonce