Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tottenham smed tomålsføring i Grækenland

Af Mads Bye Marboe
18.09.2019 Kl. 18:46
Tottenham var foran 0-2 i sæsonens første Champions League-kamp for englændernes vedkommende, men Olympiakos kom tilbage og fik 2-2 hjemme i Grækenland.

Tottenham havde en suveræn Champions League-kampagne i sidste sæson, hvor Mauricio Pochettinos mandskab spillede sig hele vejen til finalen mod Liverpool.

Men Premier League-konkurrenterne endte med at tage trofæet, og onsdag aften fik Tottenham så en skidt start på den nye Champions League-sæson.

Det engelske mandskab skulle en tur til Grækenland for at møde Olympiakos, og værterne fik den klart bedste start på første halvleg. Efter 20 minutter var Olympiakos endda tæt på at slå kapital af den flotte start, da Daniel Podence med brystet lagde bolden til rette for Miguel Angel Guerrero, som sparkede bolden på stolpen.

Alligevel var det gæsterne, som efter 25 minutters spilletid kunne bringe sig i front. Harry Kane blev nedlagt i feltet, og angriberen sparkede selv bolden i kassen fra ellevemeterpletten.

Om det chokerede Olympiakos er ikke til at sige, men bare få minutter senere lå bolden i nettet til 0-2. Ben Davies spillede bolden ind centralt til Lucas Moura, som fra omkring 25 meters afstand hamrede bolden ind og fordoblede udeholdets føring.

Tottenham spillede sig også bedre og bedre med i opgøret, men Olympiakos gav ikke op og fik få minutter inden pausen reduceret til 1-2. Daniel Podence og Mathieu Valbuena kombinerede, og førstnævnte fandt plads mellem Ben Davies og Jan Vertonghen. Med et fladt skud fik han passeret Hugo Lloris.

Scoringen var lige, hvad hjemmeholdet havde brug for inden pausen, og det blev endnu bedre for grækerne i anden halvleg. Efter 54 minutter fældede Jan Vertonghen franske Mathieu Valbuena i feltet, og ligesom det var tilfældet med Kane, sparkede Valbuena selv bolden i nettet.

Pochettino forsøgte midt i anden halvleg at slå tilbage med en offensiv indskiftning af Son Heung-min, som kom på banen i stedet for Harry Winks, men lige lidt hjalp det. Opgøret sluttede 2-2.

Annonce