Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tottenham smed atter føringen og tabte til Leicester

Af Mads Bye Marboe
21.09.2019 Kl. 13:25
En forrygende scoring af Harry Kane midt i første halvleg var ikke nok for Tottenham, som lørdag eftermiddag tabte 2-1 til Leicester i Premier League.

Tottenham fik onsdag aften en mindre succesfuld start på årets Champions League-gruppespil.

Det engelske mandskab førte 0-2 ude over Olympiakos, men smed føringen og endte med at spille 2-2 mod den græske storklub.

Christian Eriksen var en af de Tottenham-spillere, som leverede langt under niveau, og den danske midtbanespiller var også ude af Mauricio Pochettinos startopstilling til lørdagens tidlige Premier League-møde med Leicester, som omvendt skulle forsøge at rejse sig ovenpå sidste weekends nederlag til Manchester United.

Og der var gode muligheder til begge mandskaber allerede i indledningen af opgøret.

Harvey Barnes var få centimeter fra at kunne få fat i en aflevering, som ville bringe ham alene igennem med Paulo Gazzaniga, mens Tottenham fangede et uopmærksomt Leicester-mandskab med et hurtigt frispark, som førte til en halvfarlig afslutning fra Son Heung-Min.

James Maddison fik også et par fornuftige chancer inden for de første 15 minutter af kampen, og Gazzaniga kunne efter 16 minutter prise sig lykkelig for, at VAR underkendte en scoring for offside, som han ellers i høj grad havde været skyld i.

Alligevel var det altid farlige Harry Kane, som efter en halv time kunne bringe Tottenham i front. Et lynhurtigt angreb endte med, at Son kunne spille angriberen fri med hælen. Kane tog et godt træk, men det lignede længe, at han ville miste balancen. I sidste ende lykkedes det ham dog alligevel at passere Kasper Schmeichel.

Men Leicester lod sig ikke slå ud, og værterne kom også godt fra land efter pausen. Den bedste mulighed fik Jamie Vardy efter en lille time, da han tvang Gazzaniga ud i fuld længde.

Afbrænderen var Tottenham og Son dog ved at straffe mindre end et minut senere, hvor sydkoreaneren blev spillet dybt og sparkede snært forbi Schmeichels mål.

0-2 blev det i stedet 64 minutter inde i kampen. Eller; det troede man. Med en aflevering skråt tilbage i feltet kunne Harry Kane finde Serge Aurier. Højrebacken tog en enkelt berøring og kanonerede den flot ind i det lange hjørne. Kort forinden var Son dog blev spillet i dybden, og VAR underkendte efterfølgende scoringen, fordi kantspilleren her havde været marginalt offside.

Og det kunne Pochettino og co. virkelig ærgre sig over bare minutter senere. Jamie Vardy fandt plads i venstre side af feltet, og englænderen fik slået et indlæg, som en smule tilfældigt havnede ved bagstolpen, hvor Ricardo Pereira kom stormende og sendte 1-1-scoringen i mål.

Aurier fik med godt ti minutter tilbage endnu mulighed for at score gæsternes andet mål i opgøret, men ivorianeren sparkede denne gang flere meter forbi, og så blev London-klubben, som skiftede Eriksen ind efter 80 minutter, atter straffet af Brendan Rodgers' mandskab.

86 minutter var der spillet, da Maddison klappede til kuglen fra distancen. Forsøget sad yderligt, og Gazzaniga kunne ikke nå ud til bolden. Hjemmeholdet havde derfor vendt opgøret på hovedet og førte nu 2-1 med få minutter tilbage.

Det endte også med at blive den sidste scoring i kampen, hvorfor Leicester avancerer til andenpladsen inden de resterende kampe i runden. Tottenham er indtil videre på femtepladsen.

Annonce