Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tottenham frygter for at Kane ønsker sommerskifte

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
03.10.2019 Kl. 10:38
The Times skriver, at man i Tottenham er ræd for, at holdets absolut største stjerne også ønsker sig væk.

På klubkontorerne i Tottenham er der begyndt at snige sig en nagende frygt ind for, at Harry Kane også ønsker at forlade Londonklubben denne sommer, skriver The Times denne torsdag.

Angriberen, som fylder 27 til juli, har ambitioner om at vinde trofæer, og i klubben er man begyndt at grue for, at superstjernen er ved at miste tålmodigheden.

Selvom Kane har vundet adskillige individuelle priser, har han endnu ikke vundet noget sølvtøj, selvom han har scoret 171 mål for klubben siden 2011. Nu er man ude af League Cuppen og ser også ud til at have tabt terræn i mesterskabskampen allerede, så FA Cuppen og Champions League ligner nu de mest sandsynlige bud på at sætte en stopper for Tottenhams 11-årige trofætørke.

Kommentatoren og Manchester United-legenden Rio Ferdinand har allerede opfordret Kane til at søge en ny udfordring, og selvom Tottenham-stjernen måske ikke har udtrykt det eksplicit, så frygter man også internt i klubben, at Kane gør sig de samme tanker.

Hans kontrakt løber dog frem til 2024, så Spurs er som sådan ikke tvunget til at sælge ham, men som sæsonstarten også har vist med, er det ikke ønskescenariet at have en trup fyldt med spillere, som ønsker sig selv væk.

Christian Eriksen, Toby Alderweireld og Jan Vertonghen har endnu ikke forlænget deres kontrakter, mens også Danny Rose ventes at skifte i den nærmeste fremtid. Skulle Kane tilføje sig selv til listen over garvede Spurs-spillere, som vil væk, bliver usikkerheden omkring klubbens kun endnu større.

Tottenham har dog et trumfkort, skriver The TImes – nemlig Mauricio Pochettino. Skulle den argentinske træner, som Kane føler, at han skylder alverden, blive fyret eller forlade klubben, vokser chancen for at angriberen også ønsker sig væk markant.

Skulle det nå dertil, vil der være masser interesse i den engelske landsholdsangriber. Manchester United, Chelsea og Real Madrid har tidligere banket på døren, men der vil formentligt være en kilometer lang kø, hvis det kom frem, at Kane ønsker ny arbejdsgiver.

 

Annonce