Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tosset beslutning, Chelsea: Forpurrede Dani Alves-skifte i 2007

Af Morten Bruun Jørgensen
09.11.2018 Kl. 12:36
Dani Alves fortæller, at han var tæt på at skifte til Chelsea, men han har også været i kontakt med Manchester City.

En af de bedste højre backs dette årtusinde har aldrig spillet i Premier League, men det var tæt på.

Tilbage i 2007 var Daniel Alves stadig på kontrakt i Sevilla, men han forhandlede med Chelsea, og skiftet var tæt på at blive en realitet, men the Blues bakkede ud af aftalen. Brasilianeren havde ellers set frem til at arbejde med José Mourinho.

– Jeg skiftede ikke til Chelsea på grund af klubben – ikke på grund af mig. Jeg troede, at aftalen var på plads, og at jeg skulle arbejde med ham. Jeg ved ikke, om han fik en anden information – at jeg ikke ville skifte eller lignende – for sidenhen har vores forhold ikke været så godt, men det var ikke min skyld. Jeg var overbevist om, at jeg skulle arbejde med ham og blive en del af hans hold, fortæller Dani Alves til Sky Sports.

I stedet skiftede den brasilianske højre back til Barcelona i sommeren 2008, og her var han en nøglespiller i mange sæsoner, hvor han blandt andet spillede under Pep Guardiolas ledelse.

De to var angiveligt tæt på at blive genforenet i 2017, hvor Dani Alves var blevet fristillet i Juventus, men på grund af familiære omstændigheder skiftede han ikke til den engelske klub.

– Det hele var på plads med et skifte til Manchester City, men det skete ikke på grund af familiær beslutning. Pep kendte mine intentioner. Jeg snakkede med ham, og han kendte min intention om at arbejde med ham og hans personale igen. Han kender til min gigantiske respekt for ham, hvilket var derfor, at jeg ønskede at arbejde med ham igen, indtil noget andet kom i vejen, forklarer brasilianeren.

I stedet skiftede han til Paris Saint-Germain, hvor han stadig er på kontrakt. I øjeblikket er dog ude med en alvorlig knæskade, som også kostede ham sommerens VM-slutrunde.

Dani Alves er otte gange blevet udvalgt til FIFA's verdenshold, og ham kunne Chelsea formentlig godt have brugt. 

Annonce