Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 3: Sommerens bedste frie transfers

Af Morten Bruun Jørgensen
14.08.2018 Kl. 11:20
Hvem er sommerens bedste tilgang på en fri transfer? Her er plbold.dk’s top tre.

Sommerens transfervindue er lukket, og Premier League-klubberne må nu klare sig med de spillere, som de har frem til januar.

For at runde op på transfervinduet har plbold.dk derfor taget et kig på sommerens handler, og her kigger vi nærmere på de spillere, som er blevet hentet helt gratis til Premier League-klubberne i løbet af sommeren.

Spillerne er rangeret ud fra en top tre som følger:

3. Max Meyer (Crystal Palace)

Den 22-årige tysker havnede i unåde hos Schalke i løbet af den forgangne sæson, hvor han ellers spillede en stor rolle for Dominico Tedescos succesfulde mandskab. Det gav Crystal Palace mulighed for at hente den kreative midtbanespiller på en fri transfer, og det kan vise sig som en rigtig god handel. Tidligere er han blevet opråbt som det helt store håb i tysk fodbold, og han formåede at få karrieren i gang for alvor sidste sæson, hvor han var omskolet til 6’er. Herfra dikterede han spillet, som han tidligere har gjort som 10’er, og med sin store alsidighed, der også giver ham muligheder på kanterne, har han gode forudsætninger for at blive et hit i Crystal Palace.

2. Bernard (Everton)

14 landskampe for Brasilien, hvor Neymar har været den direkte konkurrent til en plads på venstre fløj. Samtidig har han spillet et hav af kampe for Shakhtar Donetsk i både Champions League og Europa League, og han har været med til at vinde flere ukrainske mesterskaber.

Det er en spiller med et flot CV, som Everton lykkedes med at hente til klubben. Kantspilleren målet blot 164 centimeter, men det lave tyngdepunkt kan blive en stor udfordring for nogle af de lidt tunge backs i Premier League. Han er ikke en stor målscorer, men han vil kunne tilbyde noget ekstraordinært i andre af spillets facetter til Merseyside-klubben, og med sine 25 år virker han moden til at tage springet til Premier League.

1. Rui Patricio (Wolves)

Skal man måle op i landskampe, så har Wolves lavet en strålende handel ved at udnytte balladen i Sporting til at hente Rui Patricio på en fri transfer. Den portugisiske målmand har holdt et højt niveau gennem en lang række sæsoner, og han har nu været førstevalg for Portugal siden 2011, og i alt er det blevet til 73 landskampe.

Det er vigtigt for en oprykker at have en god, stabil målmand, som kan redde nogle point i pressede situationer, og det er Rui Patricio i stand til. Han er samtidig en rigtig stærk målmand i forbindelse med straffespark.

Boblere: Ryan Fredericks (West Ham), Stephan Lichtsteiner (Arsenal), Jack Wilshere (West Ham)

Annonce