Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Titelvinderne: Her er alle Liverpools gulddrenge rangeret spiller for spiller denne sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
26.06.2020 Kl. 07:54
Vi har forsøgt at rangordne Liverpools titelvindere alt efter, hvor stor en rolle de har spillet i at bringe mesterskabet tilbage til klubben.

23. Harvey Elliott

Går en stor fremtid i møde for klubben, men spillede ikke for alvor nogen rolle i klubbens titelsejr.

22. Curtis Jones

Har vist tegn på sit talent og kan måske få en mere interegreret rolle på holdet næste sæson, hvis spillere som Shaqiri og Lallana forlader Anfield.

21. Xherdan Shaqiri

Efter en flot debutsæson for The Reds er schweizeren falmet, og han har været holdt ude med skader i store dele af sæsonen.

20. Takumi Minanimo

Han ser lovende ud og kostede intet, men japaneren har ikke haft det store bidrag siden vinterskiftet, selvom han har givet Klopp mulighed for at rotere lidt på holdet og spare visse andre profiler.

19. Dejan Lovren

Det er ikke meget, vi har set til kroaten i denne sæson, men når han har været på banen, har det som sædvanligt været en blandet landhandel.

Han har haft gode kampe, og han har haft dem, hvor han vanen tro har sine udfald.

18. Adam Lallana

Spilletiden har været begrænset for Lallana, der forlader klubben denne sommer med en Premier League-medalje i kufferten.

Hans største bidrag var vel det udlignende mål mod Manchester United på Old Trafford, som sikrede, at klubben kunne fortsætte sin ubesejrede stime.

17. Divock Origi

Belgieren fik kultstatus sidste sæson med sine vigtige mål. Samme højder nåede han ikke i denne sæson, hvor han dog scorer vigtige mål mod blandt andre Everton.

16. Naby Keita

Keita fortsætter med at vise eksempler på den store kvalitet, vi alle ved, han besidder, men det sker for sjældent, da han har en ærgerlig tendens til at opsamle skader på vejen.

15. Adrian

En skade til Alisson i starten af sæsonen betød, at den spanske backup har fået meget mere spilletid end først forventet.

Der har været visse brølere, men han startede sæsonen flot og har været mere god, end han har været dårlig.

14. James Milner

Alsidig og altid til at stole på. Milner er måske ikke den bedste på nogle af de positioner, han kan spille, men veteranen er rar at have i truppen, og han kan løbe for evigt og mere til.

13. Alex Oxlade-Chamberlain

Oxlade-Chamberlain er den spiller på "rugbrødsmidtbanen" som bringer noget andet til Liverpools spil. Han kan skabe nogle chancer og selv score mål, og han kan også bruges i mere offensive roller.

12. Joel Matip

Skader forhindrede ham i at spille mere, end han har gjort i denne sæson, men han var et monster tidligere på sæsonen sammen med Van Dijk, og han har været en pålidelig performer, hver gang han har været i aktion.

11. Fabinho

Brasilianeren var fænomenal i starten af sæsonen, hvor han ofte blev beskrevet som den måske bedste defensive midtbanespiller i verden. Så blev han skadet, og sidenhen dalede niveauet noget.

Formen vendte dog tilbage, og han var måske sin allerbedste udgave af sig selv forleden mod Crystal Palace.

10. Gini Wijnaldum

Hollænderen er bare pålidelig og gør det, han skal gøre uden alt for meget pis. Han vinder bolden tilbage, laver sine assists og scorer et par mål hver sæson.

9. Alisson

Verdens måske bedste målmand har været vigtig, når han har været på banen, men en skade betyder, at han må nøjes med en plads lidt længere nede på listen end ventet.

Han fik også et rødt kort tidligere på sæsonen, som sværter lidt til, med redningsprocenten og hans clean sheet-procent er ikke til at tage fejl af.

8. Joe Gomez

Gomez har formet et fantastisk partnerskab med Virgil Van Dijk, og deres defensive statistik sammen er ganske enkelt sublim.

7. Andy Robertson

Vigtig for Liverpool både offensivt og defensivt og må være en pestilens at stå overfor.  Verdens måske bedste venstreback falmer dog lidt i billedet i forhold til verdens måske bedste højreback Trent Alexander-Arnold i denne sæson.

6. Roberto Firmino

Scoringer kunne der være flere af, men det er den gamle diskussion, og der er vist ikke længere nogen diskussion om, at Firmino er den perfekt 9'er for et hold som Liverpool.

5. Mohamed Salah

Egypteren er stadig en målmaskine, og han er fortsat med i ræset om at blive topscorer i denne Premier League-sæson. Salah har selvfølgelig også scoret flere afgørende mål på vejen mod titlen mod blandt andre United, Arsenal, City og Tottenham.

4. Trent Alexander-Arnold

Højreback og Liverpools vel nok største playmaker. Han slår det bedste indlæg i Premier League, og hans assist har i høj grad været medvirkende til, at Liverpool ligger, hvor de ligger i tabellen.

3. Jordan Henderson

Anføreren, der førte Liverpool til sit første mesterskab i 30 år og en oplagt kandidat til PFA Player of the Year.

Han er lederen på banen, og han har virkeligt lukket munden på sine kritikere i denne sæson.

2.  Sadio Mané

Salah scorer måske målene, men Mané har bare leveret på alle parametre i næsten hele sæson. Kreativitet, assists, scoringer, driblinger og en stor kynisme i de afgørende øjeblikke.

Når det i visse kampe har set sort ud for Liverpool, har det ofte været senegaleseren, som pludseligt er dukket op med en scoring eller en assist mod hold som Wolves, Norwich og west Ham.

1. Virgil Van Dijk

Man kan måske sige, at Van Dijk har underpræsteret ift. til sit eget vanvittige niveau sidste sæson, men uden ham ville klubben ikke være det hold, der havde lukket færrest mål ind i denne sæson.

Han er et bjerg af en forsvarer, som enhver angriber må grue at skulle stå overfor, men han er også en leder, der dirigerer fra bagkæden, sætter angreb op, assisterer og scorer sine mål på dødbolde.

Hollænderen svigter nærmest aldrig, og han står altid til rådighed. Tænk engang, hvordan en langtidsskade til Van Dijk kunne have påvirket Liverpools sæson negativt.

 

Annonce