Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tilbagevendte Haaland sikrer tre point til Manchester City

Af Emil Plovgaard
05.11.2022 Kl. 16:57
Manchester City fik alle tre point lørdag eftermiddag.

Manchester City vandt lørdag med 2-1 hjemme mod Premier League-oprykkerne fra Fulham.

Citys rejse mod de tre point blev besværliggjort af et rødt kort, straffespark til Fulham og flere mål annulleret via VAR.

Julian Alvarez havde fået chancen fra start, mens norske Erling Haaland blev henvist til bænken, fordi han har været ude med en skade i den seneste tid.

Haalands afløser scorede til 1-0 på oplæg fra en glimrende aflevering af Ilkay Gündogan efter 16 minutters spil.

I minut nummer 25 fik hjemmeholdet annulleret et mål som følge af offside, og så gik der ikke mange sekunder, før der var fløjtet i den anden ende.

Her pegede dommer Darren England på pletten og tildelte således Fulham et straffespark. Herudover blev Joao Cancelo også tildelt et rødt kort, da han tacklede alt for voldsomt.

Et tidligt bad for Cancelo, og gæsternes straffesparksskytte blev den tidligere Manchester United-spiller Andreas Pereira. Han kunne gøre det onde ved sine tidligere ærkerivaler, og det gjorde han såmænd også.

En time inde i kampen blev Julian Alvarez udskiftet, og så kom Erling Haaland ind i stedet.

Ti minutter senere var der bid. Troede Manchester City. Det viste sig nemlig, at nordmandens scoring blev annulleret som følge af et VAR-gennemsyn.

I slutningen af kampen var den dog god nok. Erling Haaland blev matchvinder med sit mål på straffespark i det 95. minut.

Manchester City er nu at finde på førstepladsen i Premier League. Arsenal, som klubben overhalede, spiller i morgen, søndag, mod Chelsea.

Annonce