Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidligere kæmpetalent kigger tilbage: John Bostock fortyder Palace-exit

Af Mads Bye Marboe
19.09.2018 Kl. 15:44
John Bostock, der tidligere blev regnet for at være et af Englands største talenter, fortryder, at han forlod Crystal Palace i en tidlig alder.

I optakten til denne sæson fik Crystal Palace besøg af franske Toulouse i en træningskamp, og her var John Bostock tilbage i klubben, som han fik sin debut for hele 11 år tidligere. 

Toulouse og Bostock blev besejret med 4-1, men midtbanespilleren nød at være tilbage i sin tidligere klub.

– Det var en speciel begivenhed. En følelsesmæssig en af slagsen. Jeg har været i denne klub (Toulouse red.) i en måned, så jeg er stadig ved at vænne mig til de nye omgivelser, men at slutte pre-season af i Palace er noget, jeg vil huske i lang tid, indleder han over for London News Online.

Bostock blev Crystal Palaces yngste spiller nogensinde med sine 15 år og 287 dage, da han i oktober 2007 debuterede for førsteholdet mod Watford. Året efter skiftede han til Tottenham for £700.000.

Bostock blev også Tottenhams yngste spiller nogensinde, men han formåede aldrig at slå igennem på klubbens førstehold, hvorimod han var udlejet ad adskillige omgange, inden han til sidst blev frigivet.

I løbet af fire år var han udlejet til både Brentford, Hull, Sheffield Wednesday, Swindon og Toronto, inden han i 2013 skiftede til belgiske Royal Antwerp på en permanent aftale. Bostock skiftede til en anden belgisk klub, OH Leuven, året efter, og to sæsoner senere blev han solgt til franske RC Lens.

Englænderen gjorde det godt for franskmændene og skiftede i vinter til tyrkiske Bursaspor. Bostock kunne ikke slå igennem, og denne sommer blev han så sendt videre til Toulouse. Da franskmændene mødte The Eagles i træningskampen var det anden gang, at Bostock var tilbage i London-klubben, og han nød den modtagelse, han fik af klubbens fans.

– Klubben er selvfølgelig en anden nu, men den føles som den samme. Det er første gang, at jeg for alvor er tilbage, og der er stadig den samme stemning, de samme følelser, og det var en speciel dag for min familie og jeg.

– Jeg satte virkelig pris på det (den gode modtagelse red.). Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg ville blive modtaget, men fansene var utrolige, og det sætter jeg stor pris på.

Når Bostock kigger tilbage, fortryder han, at han valgte at forlade klubben i en tidlig alder.

– Set i bakspejlet skulle jeg være blevet i klubben, men det er for sent nu. Det er forskelligt for enhver spiller, så man skal tage den beslutning, der er bedst for ens karriere, men det er bedst at få erfaring et sted, hvor man bliver værdsat og får tid til at vokse. Jeg har lært det på den hårde måde, og forhåbentlig kan unge spillere lære af mine erfaringer og udvikle sig på den måde.

– Enhver situation er forskellig. Min situation er bare et eksempel, og der findes masser af andre eksempler. Hvis man kigger på det med positive briller, kan man sige, at jeg aldrig gav op, og der er mange andre veje, hvorpå man kan nå dertil, hvor man gerne vil hen.

– Jeg ønsker alle de unge spillere i Palace alt det bedste. Jeg har fantastiske minder om klubben og fantastiske ting at sige om Gary Issott og staben, der udvikler unge spillere. Klubben udvikler altid talenter.

Bostock har været fan af klubben, siden han var helt lille, og han vil ikke udelukke, at han en dag vender tilbage til Selhurst Park – eller en anden klub i England.

– I fodbold ved man aldrig, hvad der kommer til at ske. Dit hjem vil altid være dit hjem, så hvis den rigtige dør åbner sig på den rigtige tidspunkt, vil alle gerne hjem, men lige nu er jeg en ny spiller i Toulouse, som spiller i en fantastisk liga.

Bostock har spillet fire ud af fem kampe fra start i indeværende Ligue 1-sæson.

Annonce