Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidligere Chelsea-spiller: Mourinho smadrede min selvtillid

Af Morten Bruun Jørgensen
23.10.2020 Kl. 12:19
André Schürrle giver José Mourinho skylden for, at han fik ødelagt sin selvtillid, mens han var i Chelsea.

Der er ikke nogen tvivl om, at José Mourinho er en manager, der deler vandene hos de spillere, han har haft under sine vinger.

Gennem årene har flere Chelsea-profiler fortalt hvor stor indflydelse, som portugiseren har haft på deres karriere på en positiv måde, men sådan forholdet det sig ikke med André Schürrle.

Tyskeren skiftede til Chelsea i 2013, men han holdt kun to år i London-klubben, hvor han havde det svært, selvom han i perioder leverede varen for The Blues.

Han fortæller nu, hvordan José Mourinho var med til at ødelægge hans selvtillid.

– Han er en brutal fyr. Jeg tænkte altid for mig selv: Hvad gør han egentlig? Hvorfor behandler han mig sådan? Hvorfor gør han sådan over for folk?, siger Schürrle i et YouTube-interview ifølge Goal.

Schürrle fortæller om, hvordan Mourinho var med til at lægge et enormt pres på ham, og det kunne tyskeren ikke bære.

– Det var ofte sådan, at jeg spillede fra start, og så blev jeg skiftet ud i pausen. I næste kamp var jeg så ikke i truppen. Det kunne jeg ikke forstå dengang, og jeg fik smadret min selvtillid. Mit ego var ramt.

29-årige Schürrle spillede 65 kampe for Chelsea, hvor han scorede 14 mål og lavede tre assists.

Tidligere i år lagde han endegyldigt støvlerne på hylden.

Annonce