Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidligere Chelsea-profil forhandler med to Premier League-oprykkere

Af Morten Bruun Jørgensen
14.05.2019 Kl. 12:57
To oprykkere til Premier League er angiveligt interesserede i at få tilknyttet John Obi Mikel.

Når man rykker op i Premier League, er det en god idé at have nogle rutinerede spillere i truppen, der tidligere har prøvet at spille i den bedste række. Det lader Norwich og Sheffield United også til at have opfattet.

De to klubber har sikret sig direkte oprykning til Premier League, og fra næste sæson skal de derfor prøve kræfter med blandt andet Liverpool, Manchester United og West Ham. På nuværende tidspunkt er klubberne allerede startet med at kigge efter forstærkninger, og her har begge klubber rettet blikket mod den tidligere Chelsea-spiller, John Obi Mikel.

Den 32-årige nigerianer var i en række sæsoner en fremtrædende spiller for the Blues, mens han det seneste halve år er vendt tilbage til England for at spille for Middlesbrough, og det har han gjort så godt, at både Norwich og Sheffield United nu forhandler med midtbanespilleren.

Sådan lyder det fra det nigerianske medie, Sports 247.

Tidligere har John Obi Mikel givet klart udtryk for, at han gerne vil fortsætte med at spille i England, hvor hans familie befinder sig godt efter mere end 10 år i landet.

John Obi Mikel kan hentes på en fri transfer, da hans kontrakt udløber med Middlesbrough ved udgangen af juni.

Annonce