Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. City-stjerne afslører: Blev droppet pga. vægtproblemer

Af Emil Plovgaard
25.10.2022 Kl. 13:29
Pep Guardiola har strikse regler og krav til sine spillere.

Pep Guardiola har strikse regler for, hvordan Manchester City-spillerne skal tage sig ud, hvad angår form.

I det populære TV-show, der nyder stor bevågenhed i Spanien og Latinamerika, El Chiringuito, har Sergio Agüero nu løftet sløret for, hvor brutale Guardiolas krav egentlig er.

Guardiola har nydt stor succes hos Manchester City, og det skyldes blandt andet hans ufravigelige krav til sine spillere – og sig selv.

Et af de krav er individuelle vægtgrænser, spillerne ikke må overskride.

– Hvis din ideelle vægt ligger på mellem 79 og 80 kilo, og man så vejer 80 kilo og 100 gram, så bliver man straffet med bøde og spiller ikke.

– Men det kan ske. Hvis man spiser lidt for meget kylling for eksempel, så ryger man 50 gram over (idealvægten, red.).

– I den første sæson (under Pep Guardiola, red.) lå vi enten nummer fire eller tre, og han sagde til mig, at han havde udeladt mig, fordi jeg var for fed den pågældende uge. Og hvad skulle jeg sige til det? Han havde jo ret. Disse ting kan ske.

– Han sagde det på en god måde. Og på det tidspunkt havde jeg ikke for alvor hans tillid. Men jeg havde altid stor respekt for trænerne, lyder det fra Agüero.

Sergio Agüero tog afsked med Manchester City i sommeren 2021 efter en periode på 10 år i klubben. Han trak sig tilbage fra professionel fodbold sidste år.

Annonce