Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

SURPRISE: De 10 største overraskelser denne sæson

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
17.10.2018 Kl. 09:25
Talksport er kommet med sit bud på sæsonstartens 10 største overraskelser hidtil - fra James Milners renæssance, Arsenals ni sejre til Manchester Uniteds slatne forsøge på at forsvare.

1. Manchester Uniteds forsvar har været håbløst

José Mourinho var umiddelbart den eneste i klubben, som mente, Manchester United stod med et defensivt problem på hænderne, men træneren fik ikke lov at spendere stort på sine ønskede forstærkninger i sommerens transfervindue.

Det har sidenhen vist sig, at Ed Woodward måske burde have givet Mourinho en pose penge til at hente Harry Maguire eller Toby Alderweireld, men det var svært at forudse, at United-defensiven ville præstere så dårligt, som den har gjort hidtil denne sæson.

Kun Fulham, Huddersfield og Cardiff har lukket flere mål ind end The Red Devils, og José Mourinho har haft store kvaler med at finde et midtstopper-makkerpar, som man faktisk har kunnet stole på. 

Selv ikke engang David de Gea har kunnet pynte på Manchester Uniteds rædsomme defensive statistik denne sæson.

2. Bournemouths fronttrio er på niveau med Big Six-klubbernes offensiver

Spørgsmålet er, om det varer ved, men mange rystede på hovedet, da Bournemouth-målmand Asmir Begovic sammenlignede The Cherries' fronttrio bestående af Ryan Fraser, Joshua King og Callum Wilson med Liverpools målfarlige angrebstriumvirat. 

Efterfølgende har det vist sig, at keeperen havde en ret solid pointe, for luften er i hvert fald ikke gået af Bournemouths målballon endnu.

3. Mitrovic er on fire

Rafa Benitez ville ikke have noget at gøre med den serbiske angriber,  og det kan Fulham-tilhængerne så klappe i deres små hænder over.

Den 24-årige angriber holder trit med Harry Kane og Sergio Aguero i kampen om topscorerværdigheden, og havde det ikke været for Fulham-angriberens bidrag, havde hele sæsonstarten set markant mere deprimerende ud for oprykkerne. 

4. Liverpools bedste midtbanespiller er James Milner

Jürgen Klopp brugte i omegnen af £100 millioner på midtbaneforstærkninger, men til dags dato har det været unødvendig brug af penge, for tyskeren havde allerede en klasse-midtbanespiller gemt i folden.

Han er måske tæt på sin 33. fødselsdag, men som en fin vin bliver Milner åbenbart kun bedre med alderen, hvorfor hverken Naby Keita eller Fabinho har haft chancen for at bide sig fast i startopstillingen.

5. Wayne Hennesey er en klassekeeper

Crystal Palace-tilhængere har haft et svært forhold til manden på målmandspositionen gennem flere år, men med Wayne Hennesey tyder det på, at The Eagles og Roy Hodgson endelig har fundet en troværdig herre at proppe i buret.

Waliseren startede ellers også karrieren af pommern til for Crystal Palace, men med klubbens indkøb af målmandskollegaen Vicente Guaita er konkurrencen om pladsen fra start blevet øget. Det var åbenbart lige det spark i røven, som Hennesey stod og manglede, for sidenhen har han ikke set sig tilbage.

6. Arsenal har vundet ni kampe i streg

Det er aldrig nogen nem tjans at overtage roret efter en kaptajn, Arsene Wenger, som har styret skuden i mere end to årtier, og det startede da også dårligt for Unai Emery.

To kampe, nul point. Det stod Arsenal noteret for i tabellen efter to givetvis svære kampe mod Chelsea og Manchester City, hvilket fik kritikerne til at ringe med alarmklokkerne.

Sidenhen har den spanske træner manet dem til stilhed ved at vinde ni kampe i streg.  Et lignende streak har det Gunners ikke kanoneret sig frem til i hele tre og et halvt år, så selvom Emery stadig har meget at arbejde på, begynder Arsenal at vise tegn på bedring.

7. Watfords flyvende start

Der var nok ikke nogen, der har havde set, at Watford ville vinde sine første fire Premier League-kampe, komme –  men træner Javi Gracia har injiceret sine spillere med et tiltrængt skud konsistens og stabilitet.

Man kunne ellers have rystet i bukserne over, at klubbens største kreative output sidste sæson, Richarlison, blev solgt til Everton, men i stedet har Javi Gracia fået spillere som Roberto Pereyra til at overtage den rolle med bravour.

8. Glenn Murray er gammel – men god 

Brighton-angriberen er beviset på, at man stadig kan være relevant, selvom man er midt i trediverne. Sidste sæson scorede Seagulls-angriberen 14 gange, og den målscoringsstime ser ud til at fortsætte denne sæson, hvor han hidtil har scoret fem gange.

Murray er på mange måder inkarnationen af den klassiske, store Premier League-angriber, der både kunne bryste sig af højde og drøjde. Hans type har måske ikke været moderne i de seneste år, men Murray viser uge efter uge, at det godt kan betale sig at have et stort brød oppe foran.

9. Chelseas hurtige omstilling til Sarri-systemet

Chelsea er det eneste engelske hold, som stadig er ubesejret i samtlige af dette års turneringer.

To uafgjorde resultater har holdet opnået mod Liverpool, hvem Sarri ellers mente, Chelsea var langt bagud i forhold til holdets udvikling. 

Ligeledes føler Sarri også, at Manchester City er ét eller to år foran Chelsea i øjeblikket, men hvis det er sandt, går The Blues gode tider i møde om et års tid, når Sarris system for alvor begynder at gå op i en højere enhed.

Holdet spiller nemlig allerede fremragende og ligner en seriøst titelkandidat til The Reds og The Citizens, så kan man holde på Hazard og lade Sarri forstærke sit hold med nogle drømmesignings, bliver den italienske træners transformation af holdet total.

10. Wolves ukendte stjerner

Wolverhampton brugte masser penge i sommerens transfervindue og hentede også etablerede stjerner som Joao Moutinho og Rui Patricio, som man skal have levet under en sten for aldrig at have hørt om.

De to portugiserere har bestemt også levet op til prestigen, men det er ligeså meget – hvis ikke mere – de ukendte navne, som har stjålet rampelyset.

Conor Coady, Ryan Bennett og Matt Doherty er alle navne, som typisk rimer på hold som Reading, nedrykning og Hull, men de tre forsvarere har tværtimod præsteret på højt plan og ligner spillere, som har spillet i Premier League i adskillige sæsoner. 

 

Annonce