Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

STOR SÆSONOPTAKT: Everton

Af Morten Bruun Jørgensen
08.08.2018 Kl. 18:29
Vi varmer op til den nye sæson med en optakt til alle Premier League-klubber, og i denne optakt ser vi nærmere på Everton.

Sidste sæsons præstation

2017/18-sæsonen var yderst turbulent for Everton, men alligevel endte det ganske habilt.

Den 23. oktober blev Ronald Koeman fyret efter en katastrofal sæsonstart, hvor Everton efter et 5-2-nederlag til Arsenal lå placeret under nedrykningsstregen, hvilket blev for meget for bestyrelsen i klubben. Tålmodigheden med den hollandske manager var brugt op, og i stedet skulle der gå mere end en måned, inden at klubben havde en ny manager på plads. I mellemtiden tog David Unsworth over og gjorde det nogenlunde, inden Sam Allardyce den 30. november blev ansat på en 18 måneder lang kontrakt. Den rutinerede manager lykkedes med at få sat skik på Everton-mandskabet, men det blev aldrig et godt spillende hold, og fansenes utilfredshed var til at få øje på, selvom resultaterne ikke var så ringe endda.

Everton endte sæsonen på en ottendeplads i Premier League, mens det blev til et kort eventyr i FA Cuppen, hvor rivalerne fra Liverpool blev endestationen i 1/32-finalerne.

Pre-season resultater

Everton vs ATV Irdning: 22-0
Everton vs Bury: 1-1
Everton vs Lille: 0-0 (2-4 efter straffesparkskonkurrence)
Everton vs Porto: 0-1
Everton vs Blackburn: 0-3
Everton vs Rennes: 1-4
Everton vs Valencia: 2-3

Målscorere:

Oumar Niassé – 5 mål
Kevin Mirallas – 5 mål
Cenk Tosun – 5 mål
Ademola Lookman – 3 mål
Nikola Vlasic – 2 mål
Michael Keane – 2 mål
Leighton Baines – 1 mål
Mason Holgate – 1 mål
Richarlison – 1 mål

Sæsonens første fem kampe

Den 11. august: Wolves vs Everton
Den 18. august: Everton vs Southampton
Den 25. august: Bournemouth vs Everton
Den 1. september: Everton vs Huddersfield
Den 16. september: Everton vs West Ham

Skadessituationen

James McCarthy har brækket benet og er ude en rum tid endnu. Derudover er de to unge talenter, Beni Beningame og Mason Holgate også skadede i øjeblikket med henholdsvis en ankelskade og en skade i akillessenen. Beningame forventes snart at være klar igen, mens Holgate er ude i længere tid. Det er dog spillere, som Everton sagtens bør kunne klare sig uden.

Transferaktivitet: Køb og salg

Ind:

Richarlison (Watford) – Pris: £40 millioner
Lucas Digne (Barcelona) – Pris: £18 millioner
João Virginia (Arsenal) – Pris: Ukendt
Bernard (Shakhtar Donetsk) – Fri transfer
Yerry Mina (Barcelona) – Pris: £30 millioner
Andre Gomes (Barcelona) – Leje

Ud:

Jose Baxter (Oldham) – Fri transfer
Conor Grant (Plymouth – Fri transfer
Calum Dyson (Plymouth) – Fri transfer
Ramiro Funes Mori (Villarreal) – Pris: £4,4 millioner
Wayne Rooney (DC United) – Fri transfer
Luke Garbutt (Oxford United) – Lejeaftale
Joel Robles – Fritstillet
Henry Onyekuru (Galatasaray) – Lejeaftale
Davy Klaassen (Werder Bremen) – Pris: £12 millioner
Ashley Williams (Stoke) – Lejeaftale
Antonee Robinson (Wigan) – Lejeaftale
Kevin Mirallas (Fiorentina) – Lejeaftale
Callum Connolly (Wigan Athletic) – Leje

Styrker

Der er sket lidt i offensiven hos Everton, hvor der er kommet lidt mere kreativitet og flair ind i form af Richarlison, og brasilianeren skal sammen med Cenk Tosun, Gylfi Sigurdsson og Theo Walcott forsøge at score målene for the Toffees i den kommende sæson. På papiret er det en ret slagkraftig kvartet, men niveauet skal hæves en smule i forhold til sidste sæson. Det har potentiale til at blive ret godt.

Samtidig ser det også godt ud på målmandsposten, hvis Jordan Pickford kan bevare VM-formen.

Svagheder

Det er simpelthen et problem for Everton, at Phil Jagielka fortsat skal spille. Englænderen er blevet 35 år, og han er langt fra den styrke, som han havde for efterhånden en del år siden. Samtidig havde Michael Keane en svær første sæson i klubben, og generelt har forsvaret været et svagt punkt.

I de sidste timer frem mod transferdeadline arbejder Everton på at forstærke sig i midterforsvaret, og det kan muligvis hjælpe klubben af med problemet.

Samtidig er reserverne til Cenk Tosun i angrebet ikke af særlig høj klasse, og det kan blive et stort problem for Everton, hvis den tyrkiske skarpretter ikke slår til eller bliver skadet.

Holdets tre profiler

Jordan Pickford

Den engelske landsmålmand havde en lidt blandet første sæson i Everton, men til VM viste han i den grad sine evner frem, og der har angiveligt været interesse fra Chelsea denne sommer. Hvis Everton skal kæmpe med om placeringer i top seks, skal den tidligere Sunderland-keeper spille en god sæson. Han har vist, at han evner at spillede god fodbold med fødderne, og han er også ganske refleksstærk på stregen, men i feltet har han sine problemer endnu.

Idrissa Gueye

Senegaleseren har udviklet sig til at være en light-udgave af N’Golo Kanté, men det er bestemt ikke negativt. Everton-profilen er super dygtig, men han mangler bare de sidste procent i forhold til franskmanden. ”Gana”, som han blot bliver kaldt, løber solen sort, er forudseende og er samtidig habil i offensiven. Han er bindeleddet på Evertons midtbane, hvor han formentlig vil få skiftende makkere i løbet af sæsonen.

Cenk Tosun

Mål har været lidt af en mangelvare i Everton, siden Romelu Lukaku forlod klubben sidste sommer. Der er dog en vis forventning om, at den tyrkiske angriber kan sørge for det i den kommende sæson. Han viste nogle gode takter i foråret, efter han blev købt i januar, og i sommerens træningskampe har han vist sin skarphed i flere omgange. Han har samtidig tidligere bevist, at han har målnæse, og det får Everton brug, hvis forventningerne skal indfries

Han kan få sit gennembrud

Lucas Digne var skuffet over at blive forbigået til den franske VM-trup – og det er nok ikke blevet mindre efter sommerens triumf – og derfor ønskede han at forlade Barcelona. Jagten på spilletid førte ham til Everton, hvor han er udset til at tage over for rutinerede Leighton Baines, og den lille franskmand har kvaliteterne til at blive en profil for Merseyside-klubben, ligesom Baines har været det tidligere.

Holdets bedste XI

4-2-3-1: Pickford; Coleman, Keane, Jagielka, Digne; Schneiderlin, Gueye; Walcott, Sigurdsson, Richarlison; Tosun

Supporterens forventninger

Michael Dam fra Everton Denmark

Jeg har store forventninger til Everton i denne sæson. Klubben har hentet Marco Silva, der er en ung og dynamisk manager, som har bebudet en offensiv spillestil baseret på et 4-3-3 system med presspil, såfremt spillermaterialet er til det.

Vi har ligeledes hentet sportsdirektør Marcel Brands, der er anerkendt som helt i toppen på sin post. Således har Everton i dette transfervindue hentet 3 landsholdsspillere i Barcelona: Columbias midtstopper Yerry Mina, den portugisiske midtbanemand Andre Gomes og den franske back Lucas Digne. Desuden er to spændende brasilianere kommet til: offensivspilleren Bernard og den hurtige wing Richarlison.

Med øvrige klassespillere som Jordan Pickford, Seamus Coleman, Theo Walcott, Cenk Tosun med flere, er forventninger derfor, at Everton i denne sæson ender i top 7. 

Bookmakerens odds

Vinder Premier League: 251,00
Top 4: 21,00
Top 6: 5,00
Top 10: 1,30

Annonce