Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Stor bombe: Antallet af klubber i Premier League kan blive skåret ned

Af Morten Bruun Jørgensen
14.12.2019 Kl. 10:52
De seks største klubber i Premier League har skumle planer for fremtiden, og det kan blandt andet betyde, at der skal være færre hold i den bedste række.

Fra 2024/25-sæsonen kan Champions League-formatet se anderledes ud, og det kan få stor indflydelse på de engelske klubber.

Den engelske avis, Daily Mail, erfarer således, at de seks største klubber i Premier League – Manchester City, Liverpool, Chelsea, Arsenal, Manchester United og Tottenham – er klar til at presse på for væsentlige ændringer i den hjemlige struktur.

For at gøre Champions League-gruppespillet til en liga bestående af 32 hold vil Big Six-klubberne fjerne omkampe i FA Cuppen og returkampene i Carabao Cuppens semifinaler. Ydermere vil klubberne endda overveje at skære ned på holdene i Premier League.

Klubberne i den bedste engelske række har ellers tidligere været enstemmigt imod en udvidelse af Champions League, men nu er der angiveligt en stigende interesse fra de seks førnævnte mandskaber i at ændre formatet.

De største klubber kan på den måde komme til at tjene flere penge via kampene i Champions League, og dermed kan de rige klubber blive endnu rigere.

Herunder følger et overblik over, hvad der kan ske fra 2024/25-sæsonen:

– Champions League skal bestå af 32 hold, hvor hver klub spiller 10 kampe mod 10 forskellige modstandere.

– De bedste otte hold kvalificerer sig til 1/8-finalerne, mens de 16 hold, som slutter mellem nummer ni og 24 skal mødes over to kampe for at kvalificere sig til de opgør.

– De otte bedste mandskaber vil automatisk være sikret en plads i næste års Champions League.

– Antallet af gruppekampe vil stige fra seks til 10 for alle klubber, mens der kan være to ekstra kampe for at nå til 1/8-finalerne. I sidste ende kan det tage 19 kampe for at vinde Champions League. Nu tager det 13 kampe.

– I England vil omkampene i FA Cuppen blive droppet.

– Også returkampene i Carabao Cuppens semifinaler vil blive fjernet.

– Antallet af hold i Premier League vil blive skåret ned.

Kilde: Daily Mail

 

Annonce