Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Spurs-ikon: Aké kan afløse Alderweireld

Af Mads Bye Marboe
25.05.2019 Kl. 09:37
Nathan Aké vil være den perfekte erstatning for Toby Alderweireld, hvis belgieren forlader klubben denne sommer, mener Darren Anderton.

Toby Alderweireld blev allerede sidste sommer rygtet væk fra Tottenham, da blandt andet Manchester United viste interesse for stopperen.

Denne sommer er rygterne om Alderweireld atter i gang, og skulle det ende med, at belgieren forlader London-klubben, bør Tottenham forsøge at hente Nathan Aké i Bournemouth. Det mener klubbens tidligere spiller, Darren Anderton.

– Nathan Aké ville være den perfekte erstatning for Alderweireld i Tottenham. Med Alderweirelds kontrakt, der udløber næste sommer, tyder alt på, at han forlader klubben, hvilket er forfærdelige nyheder for Spurs, udtaler han til Sportingbet og fortsætter:

– Vertonghen går også ind i det sidste år af sin kontrakt, og han har alderen, hvor en klub af Barcelonas statur vil være meget interesserede i ham. Det er meget bekymrende, når man snakker om, at disse spillere forlader klubben, fordi det vil efterlade et stort hul i forsvaret, som skal udfyldes hurtigt.

– Aké er en klassespiller. Han er en rigtig god forsvarsspiller, som er komfortabel med bolden. Det har været en af Eddie Howes største bedrifter i Bournemouth at få ham til klubben. Aké har i høj grad været medvirkende til deres overlevelse i Premier League.

Nathan Aké har fået spilletid i samtlige Premier League-kampe i denne sæson.

Annonce