Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Spillere afslører: Sådan ødelagde Ronaldo omklædningsrummet i Juventus

Af Emil Plovgaard
23.10.2021 Kl. 07:27
Cristiano Ronaldos ophold hos Juventus var ikke kun fryd og gammen. Der var også malurt i bægeret.
I kølvandet på Cristiano Ronaldos exit hos Juventus, er der sket en række efterdønninger hos Torinoklubben.
 
Således skulle hans tidligere holdkammerater i form af Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini efter sigende være glade for, at han nu er rejst væk.
 
I løbet af de tre år, Cristiano Ronaldo tilbragte hos Juventus, var der andre regler for ham end for resten af truppen, skriver Tuttosport.
 
Bonucci hævder blandt andet, at Ronaldo brød reglerne omkring ligeværdighed, sammenhold og ydmyghed, mens han var i klubben, og at de spiller mere som et hold, nu hvor han er væk.
 
Ronaldo var aldrig en del af det defensive, hævdes det, mens også mislykkede afleveringer ville føre til kritik og udskamning af holdkammeraterne.
 
– Ronaldo forlod os 28. august, og det ville bestemt have været bedre, hvis han var skiftet tidligere, så vi kunne have forberedt os. Desværre må vi betale prisen, siger Chiellini til DAZN.
 
– Det skaber et chok gennem hele systemet, og vi tabte point i de indledende kampe på grund af det. Hvis han var skiftet 1. august, kunne vi have brugt tid på at organisere os på ny og være klar til begyndelsen af sæsonen, fortsætter veteranen.
 
Også sidemakkeren i forsvaret, Leonardo Bonucci, sviner den nuværende Manchester United-spiller til.
 
– Det er sandt, (at vi spiller mere som et hold uden Ronaldo). Det er noget, vi mistede, da Ronaldo var her, fordi vi altid ville bringe ham i den bedst mulige position, som ikke nødvendigvis var den bedste for holdet. Vi troede på, at han kunne løse alle kampene for os, siger Bonucci til Sky Sport Italia.
Annonce