Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Southgate: Sterling kommer til at score for landsholdet

Af Mads Bye Marboe
07.10.2018 Kl. 10:56
Gareth Southgate er overbevist om, at Raheem Sterling også kommer til at score for det engelske landshold.

Raheem Sterling havde i sidste sæson sin bedste sæson i karrieren rent scoringsmæssigt, da det blev til 23 scoringer for Manchester City.

For det engelske landshold er det omvendt blevet til bare to scoringer i 44 landskampe, og kantspilleren scorede senest i en kvalifikationskamp mod Estland tilbage i september 2015.

Sterling har således fået masser af kritik for sine præstationer for England, men landstræner Gareth Southgate er overbevist om, at Sterling snart får hul på bylden.

– Vi venter bare på, at han tilføjer mål til det, han ellers producerer. Han har præsteret rigtig godt for os, men den ene ting, der mangler, er hans afslutninger. Hvis han havde scoret to gange ved VM, havde folk set langt mere positivt på hans turnering, siger Southgate til Daily Mirror og tilføjer:

– Men han ved, hvor meget vi tænker på ham, og hvor vigtig han er for holdet. Forhåbentlig er det den vigtigste ting for ham, og jeg er sikker på, at det kan afspejle sig i hans præstationer.

– Han er desperat efter at gøre det godt for England, fordi det har været en stor del af hans karriere, siden han var 17 år. Han kunne strække modstanderens forsvar i sommer med sin fart, og det skabte problemer. Han var virkelig klog til at finde plads i lommerne, hvilket overfyldte midtbanen. Han arbejder utroligt hårdt uden bolden.

Sterling står søndag over for sit tidligere hold, når Manchester City gæster Liverpool.

Annonce