Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Solskjær utilfreds med Manchester United-spillernes fysiske forfatning

Af Morten Bruun Jørgensen
15.04.2019 Kl. 12:39
Ole Gunnar Solskjær vil ændre i den fysiske træning forud for næste sæson i Manchester United, for nordmanden er ikke tilfreds med spillernes fysiske formåen.

Hvis der skal laves konditionstest i Premier League, er det næppe Manchester United-spillerne, der klarer sig bedst.

Mens José Mourinho var manager for klubben, brokkede portugiseren sig jævnligt over skader, men siden Ole Gunnar Solskjær har taget over, er klubben kun blevet ramt af endnu flere spillere, der har været ukampdygtige grundet diverse skader.

Der er blevet snakket meget om, at den grundlæggende form blandt spillerne ikke har været god nok til at håndtere den krævende spillestil, som Ole Gunnar Solskjær har forsøgt at implementere, og det vil nordmanden nu råde bod på inden næste sæson.

Således skriver the Independent i dag, at Manchester United-manageren har planer om at lave en anden form for sommertræning, hvor der vil blive lavet en række ændringer på den fysiske front, så spillerne kan blive bedre rustet til nordmandens spillestil.  

Ole Gunnar Solskjær mener, at klubbens dårlige præstationer over de seneste uger skyldes, at spillerne har mistet energien, og i stedet kan stjerner som Paul Pogba, Anthony Martial og Romelu Lukaku sandsynligvis godt begynde at pudse løbeskoene, der sandsynligvis kommer til at blive brugt mere hyppigt i løbet af sommeren.

Annonce