Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Solskjær har intet problem med møde mellem Pogba og Zidane

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
18.10.2019 Kl. 10:45
Manchester United-træneren afviser, at der skulle være noget galt i, at Paul Pogba mødtes med Zinedine Zidane i Dubai.

Daily Mirror er kommet i besiddelse af et billede, der viser, at Paul Pogba og Zinedine Zidane mødtes i Dubai under landsholdspausen.

Pogba var angiveligt i landet for at genoptræne, mens Zidane holdt et oplæg til en større sportskonference. Undervejs slog de to franskmænd hovederne sammen, hvilket nu atter puster til rygterne om en fremtidig transfer til Real Madrid.

Ole Gunnar Solskjær føler dog ikke, det er noget, man behøver at gøre et stort nummer ud af.

– Jeg har slet ikke noget problem med det, sagde nordmanden til fredagens pressemøde.

– Pogba har haft fri i en række dage, og så kommer det billede frem. Når man er Manchester United-spiller er der altid denne type billeder og spekulation, men det er ikke noget problem.

I sommeren udtalte den franske midtbanestjerne, at han var parat til en ny udfordring, men Manchester United var angiveligt ikke villige til at sælge ham.

Det er umiddelbart stadig ikke tilfældet,  og Ole Gunnar Solskjær antyder, at Pogba ikke har travlt med at forlade Old Trafford.

– Jeg har ikke hørt Paul sige, at han vil væk herfra. Han ønsker at blive i klubben og spille godt, sagde Solskjær.

– Han er en vigtig del af vores plan for fremtiden, og det ved han. Vi har snakket sammen mange gange.

 

Annonce