Skiftet ud efter 12 minutter: Det er fodbold
Tottenham hentede før denne sæson Lucas Bergvall i Djurgården.
Den 18-årige svensker regnes som et stort, stort talent, og i går så det så ud til, at han skulle få chancen for at vise sig frem i Tottenhams møde med Qarabag i Europa League.
Men det blev en kort fornøjelse.
Kampen ændrede sig radikalt, da Tottenham blev reduceret til ti mand efter bare otte minutters spil. Her blev rumænske Radu Dragusin udvist, og så måtte Tottenham-manager Ange Postecoglou foretage en taktisk rokade.
Den gik ud over Lucas Bergvall, der blev skiftet ud efter bare 12 minutter til fordel for Destiny Udogie.
Læs også: Ten Hag afslører sæsonmål
Efter kampen blev Ange Postecoglou forholdt situationen.
– Det er fodbold. Han er 18 år gammel, og han kommer til at spille mange kampe.
– Det var bare en justering, vi var nødt til at gøre. Det havde intet med Lucas at gøre. Han kommer til at få mange muligheder, sagde manageren efterfølgende til TNT Sports ifølge Fotbolldirekt.
Lucas Bergvall fik tre minutter på banen i Tottenhams seneste Premier League-kamp. Her besejrede holdet Brentford.