Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Skal Dortmund grine eller græde? - Så lavt byder United nu på Sancho

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
12.02.2021 Kl. 11:23
Ifølge Eurosport har Manchester United intentioner om at prøve på at presse prisen på Jadon Sancho så langt ned som overhovedet muligt.

Det lignede en fiasko, da Manchester United ikke formåede at skubbe den længe ventede signing af Jadon Sancho det sidste stykke over målstregen, men det var måske mere et kalkuleret gamble, som kan ende med at give jackpot til sommer.

Dortmunnd krævede £108 millioner for den 20-årige englænder og nægtede at gå på kompromis med prisen, men Manchester United var aldrig villige til at betale så meget midt under coronapandemien, så klubben besluttede sig for at vente en sæson mere. 

Og ifølge Eurosport kan deres afholdenhed ende med at give pote. I tysk presse har der nemlig allerede været adskillige historier om, at Dortmund nu er villige til at acceptere omkring £80 millioner for Sancho –  men Manchester United vil have den pris endnu længere ned.

Dels har Sancho til sommer et år mindre på sin kontrakt, men spillemæssigt har han heller ikke leveret på samme niveau som sidste sæson, hvor han stod bag et tocifret antal mål og assists.

Derudover forventer Dortmund drøje økonomiske hug på deres næste årsregnskab, da de ikke på samme måde som Manchester United er rustet til at kunne håndtere den finansielle krise, som coronaen medfører for fodboldindustrien. De kan altså blive tvunget til at sælge.

Det er så her, det er svært at vurdere, om det tyske storhold skal grine eller græde, om det er komik eller tragedie. For Manchester United var sidste sæson villige til at svinge sig op på et bud på omkring £80 millioner, men det er de ikke længere.  

Stolperne har rykket sig, og kilder tæt på Manchester United fortæller til Eurosport, at man nu regner med at indlede forhandlingerne med et åbningsbud på £50 millioner. Det vil næppe vække stor begejstring i Dortmund, men måske tyskerne ikke kan tillade sig af grine af det.

Særligt ikke, hvis klubben, der i øjeblikket befinder sig på sjettepladsen med kun en sejr i sine seneste fem kampe, ikke ender med at kvalificere sig til næste års Champions League.

 

Annonce