Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Skadet Lovren udtaget til det kroatiske landshold

Af Morten Bruun Jørgensen
20.08.2018 Kl. 12:05
Dejan Lovren er i øjeblikket skadet, men det har ikke forhindret den kroatiske landstræner i at udtage Liverpool-spilleren til landsholdet.

Det har skabt stor polemik, at Dejan Lovren spillede sommerens VM-slutrunde med en skade.

Indtil videre har det betydet, at den kroatiske forsvarsspiller missede Liverpools første kamp i sæsonen, og han kommer heller ikke i aktion mod Crystal Palace i aftenens opgør på Selhurst Park.

Ifølge Liverpools hjemmeside døjer Dejan Lovren med en skade i bækkenet, men ikke desto mindre er han i dag blevet udtaget til den kroatiske landsholdstrup, som møder Portugal og Spanien i to træningskampe.

I løbet af sommeren var det en skade i maven, der plagede den rutinerede midterforsvarer, som dog alligevel valgte at spille og var med til at få Kroatien i VM-finalen, hvor Frankrig dog viste sig som for stærk en modstander.

Når Liverpool møder Crystal Palace i aftenens opgør, er Joel Matip i spil til en startplads ved siden af Virgil van Dijk, der synes selvskrevet i startopstillingen. Det kunne dog godt ligne et genvalg til Joe Gomez, som spillede solidt i sæsonens første kamp mod West Ham.

Annonce