Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Skadeshelvede: Hvilke Big Six-klubber har været hårdest ramt af skader denne sæson?

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
14.01.2020 Kl. 18:08
Vi er desværre ikke i stand til at finde en opgørelse over antallet af skader, men forsøger her at opremse, hvordan de forskellige Big Six-klubber har været ramt hidtil denne sæson.

Arsenal:

Arsenal har også døjet med sine skader, og Kieran Tierney, klubbens nye signing, har været ude af stand til at få opbygget et ordentligt flow, sådan som han hele tiden flyver frem og tilbage mellem spiller- og skadesbænken.

På den modsatte back gik Hector Bellerin glip af klubbens første fem kampe, ligesom han efterfølgende fik en baglårsskade og missede yderligere syv kampe.

I defensiven har Rob Holding også tilbragt mere end en måned på skadesbænken, mens Calum Chambers er ude resten af sæsonen efter alt at dømme. Konstantinos Mavropanos, der nu er blevet udlejet til Nürnberg, var også skadet i starten af sæsonen.

På midtbanen har Dani Ceballos haft sine problemer at døje med, mens Lucas Torreira skulle være blevet skadet i kampen mod Crystal Palace. Det kunne Mikel Arteta afsløre denne tirsdag.

Heldigvis har Pierre-Emerick Aubameyang ikke været hårdt ramt, men Alexandre Lacazette og Gabriel Martinelli missede begge fire og tre kampe tidligere på året.

Chelsea:

Når man ikke kan signe spillere om sommeren på grund af transferkarantæne, må man bede til guderne for, at ens eksisterende trup ikke lider for mange skader.

Det har Frank Lampard nok også gjort, men bønnerne er ikke for alvor blevet hørt. Antonio Rüdiger missede næsten hele første halvdel af sæsonen med lyskenprolbemer, mens også Andreas Christensen, Reece James og Emerson Palmieri har haft korte skadesperioder.

Ruben Loftus-Cheek har været langtidsskadet, mens Callum Hudson-Odoi stadig var ved at komme sig over en langtidsskade i akilleshælen, da sæsonen startede.

Derudover har Ross Barkley og særligt N'Golo Kante været savnet i seks kampe hver, mens Christian Pulisic kommer til at mangle nogle uger i offensiven.

Heldigvis for Lampard har Tammy Abraham være fit for fight nonstop, mens Willian kun har misset én kamp.

Liverpool:

The Reds undgik næsten, at størstedelen af sine stjerner blev skadet sidste sæson, men helt samme held har man ikke haft på skadesfronten i denne.

Alisson måtte tilbringe seks kampe på sidelinjen i begyndelsen af sæsonen, mens Joel Matip hidtil har misset 12 kampe, mens både Dejan Lovren og Nathaniel Clyne også begge er ude i skrivende stund.

På midtbanen er Fabinho, Keita, Oxlade-Chamberlain samt Shaqiri gået glip af mindst fire kampe eller mere.

Jürgen Klopps held må være, at hans fronttrio har været spilleklar størstedelen af sæsonen, selvom Mohamed Salah døjede med sin ankel efter en skade mod Leicester tidligere på sæsonen.

Manchester City:

Skader skal ikke være en undskyldning for, at Manchester City allerede nu ser ud til at have tabt titelforsvaret, men de har været en afgørende faktor.

Laporte blev langtidsskadet i sin femte kap denne sæson og er først ved at være spilleklar igen nu, mens John Stones samtidigt har haft svært ved at holde sig frisk.

Skader til Mendy, der har været fire kampe ude,  samt Oleksandr Zinchenko, fem kampe ude, har også givet Pep Guardiola kvaler på venstrebacken, mens Leroy Sané har misset hele sæsonen efter sin skade i Community Shield-kampen (han var nok blevet solgt alligevel).

Aguero har også måttet sidde fire kampe over,  mens Rodri har været ukampdygtig i to kampe denne sæson.

Manchester United:

Ole Gunnar Solskjær har med rette fået kritik for klubbens manglende resultater denne sæson, men han kan godt bruge skader som en del af forklaringen.

Paul Pogba har kun spillet syv kampe for klubben denne sæson og fortsætter med at være skadet, mens Eric Bailly, Diogo Dalot og Timothy Fosu-Mensah alle har været skadet fra sæsonens første dag.

Luke Shaw har misset 10 kampe, Martial har misset fem, mens Nemanja Matic er gået glip af ni kampe. Axel Tuanzebe, der skulle have fået sit store gennembrud denne sæson, har også haft sine problemer og været ude i fire kampe.

For nyligt blev Scott McTominay, der måske har været klubbens bedste spiller denne sæson, også skadet i knap to måneder, og The Red Devils går stadig og venter på, at skotten bliver klar til kamp på ny.

Tottenham:

Ligesom Solskjær har Mourinho også haft sine skadesproblemer at kæmpe med, og dem kan han med rette bruge som delvis undskyldning for sine sløje resultater i nyere tid.

Hugo Lloris har været uden sinde oktober, mens Harry Kane nu risikerer at misse resten af sæsonen – og i hvert fald tidligst ventes tilbage i træning til april.

Vertonghen har misset tre kampe i defensiven, mens Juan Foyth var skadet i halvanden måned.  Ben Davies har i skrivende stund misset ni kampe og er endnu ikke spilleklar.

Mourinho har allerede rejst spørgsmålstegn ved Tanguy Ndombeles "skader"  efter flere småskavanker har holdt rekordsigningen ude store dele af sæsonen.  En anden ny signing, Giovani Lo Celso,  missede fem kampe efter sin ankomst sidste sommer.

Samme billede tegner sig med Ryan Sessegnon, der ankom skadet og ikke stod til rådighed i sæsonens første 10 kampe.

Erik Lamela har også misset ni kampe, mens Eric Dier, Serge Aurier og Dele Alli alle har måttet sidde over i en eller to kampe denne sæson.

Annonce