Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Size does Mata: Juan sender United videre i FA Cuppen

Af Michael Christiansen
15.01.2020 Kl. 21:38
Manchester United vandt onsdag aften 1-0 over Wolverhampton og er dermed videre til 4. runde i FA Cuppen. Juan Mata stod for det enlige mål.

Det holdt hårdt, men Manchester United er videre til 4. runde af FA Cuppen.

Det står klart efter en 1-0 sejr i omkampen mod Wolverhampton.

De to hold spillede 0-0 i den første kamp på Molineux, og derfor skulle det afgøres på Old Trafford i Manchester, hvem der skulle have lov at blive i turneringen og have muligheden for at vinde den igen.

Wolverhampton har tre sejre i den prestigefulde cup-turnering, mens United er nummer to på listen over hold med flest FA Cup-pokaler. 12 gange har De Røde Djævle vundet, én triumf færre end Arsenal.

Var man på forhånd i tvivl, om de to hold ville prioritere turneringen, skulle man blot kigge på startopstillingerne. Både Ole Gunnar Solskjær og Nuno Espirito Santo stillede nemlig med noget nær stærkeste mandskab, og førstnævnte havde inden opgøret udtalt, at en cup-sejr ville give hans hold smag på at vinde titler.

Kampen åbnede da også med et forholdsvis højt tempo, men det til trods kom der ingen scoringer før pausen.

I anden halvleg skulle der en Juan Mata-frækkert til for at få hul i Wolves’ defensiv. En friløber blev chippet ind over målmanden til 1-0.

Senere i halvlegen måtte Marcus Rashford lade sig udskifte med en skade.

United holdt føringen hele vejen hjem, og dermed er holdet videre til 4. runde af turneringen, hvor enten Watford eller Tranmere venter.

Annonce