Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Selvtillidsfuld Pogba: Top fire er ikke umuligt

Af Søren Nørgaard
19.01.2019 Kl. 13:24
Paul Pogba er sikker på, at Manchester United kan nå at slutte i top fire. Det kræver dog hårdt arbejde, fastslår franskmanden.

Manchester United valgte i midten af december at fyre manager Jose Mourinho efter et efterår med skuffende resultater. Klubbens tidligere spiller Ole Gunnar Solskjær blev hentet ind som midlertidig manager og den norske manager har leveret varen.

De Røde Djævle har således vundet alle kampe under nordmanden og det har bragt selvtillid ind i truppen. Seneste vandt Manchester United 1-0 på udebane over Tottenham og dermed nærmer klubben sig top fire, som giver adgang til Champions League i næste sæson.

Klubbens franske midtbaneprofil Paul Pogba er sikker på, at han og holdkammeraterne kan fortsætte den gode stime og slutte i top fire.

– Vi har sat os nogle mål for resten af sæsonen. Et af dem er at slutte i top fire. Vi tror på, at vi kan gøre det, men vi ved også, at det ikke bliver nemt. Det kræver hårdt arbejde fra hele holdet, siger franskmanden til BBC Sport.

Paul Pogba hylder samtidig Ole Gunnar Solskjær, som han kender fra sin tid som ungdomsspiller i klubben:

– Vi vil vinde for manageren. Han er en manager, som giver os selvtillid. Jeg har kendt ham i lang tid og vi har et godt forhold til hinanden. Gør vi ham glad, gør vi også os selv glade, slutter Paul Pogba.

Annonce