Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Schmeichel Senior: Jeg er både stolt og vred over Kaspers umiddelbare reaktion på helikopterstyrtet

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
18.11.2018 Kl. 13:59
En forælder ønsker aldrig, at deres barn udsættes for fare, men Peter Schmeichel er stolt over Kasper Schmeichels første reaktion på det tragiske helikopterstyrt, hvor fem personer omkom.

Peter Schmeichel fortæller i et interview med med BBC Radio 5, at han fik en ambivalent følelse af stolthed og vrede, da han fandt ud af, at Kasper Schmeichel løb direkte ud til vraget af den styrtede helikopter, hvor Leicester-ejeren Vichai Srivaddhanaprabha og fire andre personer omkom.

– Jeg er stolt over hans reaktion, da hans første indskydelse var at ville hjælpe, siger Manchester United-legenden om sin søn.

– Men omvendt løb han mod en brændende helikopter. Det ønsker du ikke, at dine børn gør.

Kasper Schmeichel fortalte efter styrtet, som fandt sted den 27. oktober, at minderne og tingene, han så den dag, ville følge ham for altid.

Farmand Peter Schmeichel fortæller i interviewet, at hans søn ”håndterer” styrtet og er blevet ”en støtte i Leicester-lokalsamfundet” siden det tragiske styrt, som fandt sted kort tid efter kampen på King Power Stadium mellem The Foxes og West Ham.

– Min søn er en respektfuld, betænksom og følsom mand. Du møder ikke mange af dem, men han har taget det exceptionelt godt. Han er kommet gennem en svær tid, og jeg har forsøgt at læse hans følelser, men forhåbentligt kommer der ikke nogen stor reaktion, fortæller Schmeichel Senior.  

Annonce