Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Schmeichel hader, at Manchester United er en klub, der fyrer managere

Af Morten Bruun Jørgensen
19.11.2018 Kl. 12:41
Peter Schmeichel hader, at Manchester United er blevet en klub, som fyrer managere, og han tror på, at José Mourinho som minimum står i spidsen for klubben resten af sæsonen.

Tidligere på efteråret var rygterne om en fyring af José Mourinho meget vedvarende, men den portugisiske manager har formået at skaffe nogle bedre resultater til Manchester United, og han sidder derfor fortsat i sædet.

Han er dog stadig ikke en populær skikkelse hos mange af klubbens fans, og også hos Peter Schmeichel er tiltroen til José Mourinho begrænset. Den tidligere Manchester United-målmand regner dog ikke med, at De Røde Djævle siger farvel til portugiseren, mens denne sæson er i gang.

Peter Schmeichel gør det i et interview med BBC også klart, at han ikke synes om at fyre managere, hvilket Manchester United har gjort med både David Moyes og Louis van Gaal efter Sir Alex Ferguson stoppede i 2013.

– Jeg ved ikke, hvad tankegangen er, og jeg hader, at vi er en klub, som fyrer sine managere. Det er ikke godt at fyre en mand efter syv måneder, og van Gaal passede ikke ind, og nu har vi José Mourinho. Alle tre er meget forskellige, og det tager tid. Vi var vant til, at manageren blev i et kvart århundrede. Det er den klub, vi er, siger den tidligere landsholdsmålmand.

Peter Schmeichel brokker sig ikke over José Mourinho. Han mener derimod, at Manchester United skal acceptere portugiserens måde at gøre tingene på.

– Da de valgte ham, valgte de hans stil. Jeg brokker mig ikke over Mourinho. Han er manageren, og han leverer trofæer, men han er ikke manden, som kommer til at udvikle klubben, ligesom Sir Alex gjorde. Mourinho er den type manager, som bliver i to til fire år, og så tager han videre. Men hvis han bliver i 10 år, vil United kunne komme tilbage. Det er Manchester Uniteds natur.

– Jeg forventer, at Mourinho bliver – hvorfor ikke?, lyder det fra Peter Schmeichel.

I første omgang skal José Mourinho og Manchester United forberede sig til den kommende Premier League-kamp mod Crystal Palace i weekenden.

Annonce