Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sarri: Vi er ikke titelkandidater endnu

Af Pelle Rigtrup
19.08.2018 Kl. 06:10
Chelsea har fået en drømmestart på den nye sæson, men træner Maurizio Sarri mener ikke, at London-klubben er titelkandidater på nuværende tidspunkt.

Med to sejre i de to første kampe har Chelsea fået den perfekte start på 2018/19-sæsonen, og spillemæssigt har det flere gange set meget lovende ud for The Blues. 

Trods den flotte start vil klubbens træner, Maurizio Sarri, dog ikke udråbe dem til titelkandidater endnu: 

– På nuværende tidspunkt er vi ikke titelkandidater. Vi gjorde det godt i de første 25 minutter (mod Arsenal, red.), men vi er stadig nødt til at arbejde hårdt og forbedre os i defensiven, udtalte han efter London-braget mod Arsenal. 

– Det er ikke kun forsvarsspillerne, der skal gøre det bedre. Vi skal være bedre i den defensive del af spillet. 

– Om to måneder håber jeg, at vi kan spille 90 minutter på samme måde, som vi spillede de første 25 minutter. 

Sarri blev også spurgt ind til Eden Hazards præstation, og her afslørede italieneren, hvorfor den kreative belgier ikke startede inde:

– Han er tydeligvis en fantastisk spiller, men lige nu er han ikke klar til at spille 90 minutter. Det er bedre at sætte ham ind med 25-30 minutter tilbage, hvor intensiteten i kampen er dalet. 

– Men jeg håber, at han om 1-2 uger er i stand til at spille en hel kamp. 

Chelsea snuppede i går en 3-2-sejr mod bysbørnene fra Arsenal. Pedro, Alvaro Morata og Marcos Alonso scorede Chelseas mål, mens Henrikh Mkhitaryan og Alex Iwobi nettede for The Gunners. 

Annonce