Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sarri: Mourinho er et ekstraordinært menneske – men Klopp minder mere om mig

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
19.11.2018 Kl. 22:53
Maurizio Sarri har stor ros til sine trænerkollegaer, men kan bedst relatere til Jürgen Klopp rent fodboldmæssigt.

Meget kan man sige om José Mourinho, men ”ordinær” ville ikke give et dækkende billede af Manchester United-træneren.

Det føler Maurizio Sarri, som netop kalder trænerkollegaen fra Manchester United for ”ekstraordinær”,  heller ikke – særligt ikke efter den turbulente episode mellem Mourinho og Sarris assistenttræner på Stamford Bridge.

– Mourinho er en mand med ekstraordinære menneskelige kvaliteter.  Han gav et fremragende indtryk på dagen for Stamford Bridge-kampen, da episoden med én af mine assistenter indtraf, fortæller Sarri ifølge Goal.

– Rent professionelt er der ikke meget mere at sige. Han har vundet alt alle steder.

Men måske fordi Mourinho er kendt for at vinde – og også vinde grimt – kan Sarri bedre relatere til Jürgen Klopp på et rent fodboldmæssigt plan.

Tidligere beskev den 59-årige Chelsea-træner til Gazzetta dello Sport en episode på sidelinjen i kampen mellem Liverpool og Chelsea, hvor han og Klopp faldt i snak.

– Undervejs vendte jeg mig mod ham og så, at han stod og smilte. Jeg gik hen til ham og spurgte, hvorfor, hvortil han svarede: ”Jeg nyder bare situationen. Gør du ikke?”.  Det er situationer som denne, der viser, at man har nået toppen, fortalte Sarri dengang til det italienske medie.

Det er også den korte samtale med Klopp på sidelinjen, som får Sarri til at sige, at han og The Reds-træneren minder meget om hinanden.

– Jeg føler mig tættere på Klopp fra et rent filosofisk standpunkt. Det er ordvekslingen mellem os et godt eksempel på, fortæller Sarri, der også har ros tilovers for sin kollega i Arsenal, Unai Emery.

– Emery er både lærd og en fremragende professionel. Den offensive organisation af hans fodbold er på det absolut højeste niveau. 

Annonce