Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sammenligning: Rashford under Mourinho vs. Solskjær

Af Mads Bye Marboe
07.12.2019 Kl. 13:48
Planet Football har kigget nærmere på, hvordan Marcus Rashford har klaret sig i Premier League under henholdsvis Jose Mourinho og Ole Gunnar Solskjær.

Jose Mourinho kritiserede ofte Marcus Rashford for hans afslutningsevner, men Ole Gunnar Solskjær ydet langt mere støtte til angriberen, og 22-årige Rashford har for alvor fundet formen for Manchester United det sidste stykke tid.

Planet Football har nu kigget nærmere på, hvordan han rent statistisk har klaret sig under både portugiseren og nordmanden i Premier League.

Mål og assists 

Marcus Rashford spillede 81 Premier League-kampe og 4363 minutter under Jose Mourinho, hvilket var mere end nogen anden markspiller. I løbet af den tid scorede han 15 mål og stod for 11 oplæg. Det betyder, at han skulle bruge omkring 291 minutter på en scoring og 397 minutter per assist. Sammenlagt var han altså involveret i en United-scoring hvert 168. minut.

Under Ole Gunnar Solskjær har Rashford blot spillet 34 kampe, men han har haft en langt mere fremtrædende rolle og står noteret for 2804 minutter på banen. Undervejs har han lavet 15 scoringer og seks assists. Rashford har derfor scoret hvert 175. minut og lagt op til en scoring hvert 560. minut. Indtil videre har Rashford været involveret i en scoring hvert 134. minut.

Offensive og defensive bidrag 

I 2017/18-sæsonen, hvor Mourinho var manager, havde Rashford i gennemsnit 1,7 skud på mål per kamp. Det er næsten fordoblet i denne sæson, hvor han har haft 3,2 skud per kamp. Ganske overraskende havde Rashford til gengæld flere succesfulde driblinger under Mourinho (2,2 per kamp) end under Solskjær (2,1 per kamp).

Mourinho blev beskyldt for at kræve for meget af sine offensive spillere rent defensivt, men Rashfords defensive bidrag har ikke ændret sig væsentligt under Solskjær. I 2017/18-sæsonen havde han 0,4 erobringer per kamp, og det er faldet til 0,3 i denne sæson. Under Mourinho blev det til 0,7 tacklinger per kamp, mens tallet hedder 0,8 under Solskjær.

Afleveringer 

Kigger man på englænderens afleveringer, tegner der sig et billede af en spiller, som har været væsentligt bedre til at sætte sine medspillere op. Rashford havde ganske vist 78,3% succesfulde afleveringer under Mourinho, mens det lyder på 76,1% under Solskjær. Omvendt har han til gengæld haft 1,3 nøgleafleveringer per kamp under nordmanden. I løbet af Mourinhos tid havde han blot 0,6 af slagsen.

Samtidig har Marcus Rashford haft 25,1 forsøg på afleveringer per kamp under Solskjær. Under Mourinho forsøgte han sig med bare 16,5 afleveringer per kamp.

Annonce