Sådan kvalificerede Danmark sig til EM
EM-billetten er sikret, men det er ikke gået så nemt som forventet for det danske landshold.
Inden sidste gruppekamp mod Nordirland har Danmark sikret sig førstepladsen i gruppe H, og herunder dykker vi ned i, hvordan kvalifikationen til den kommende slutrunde i Tyskland er kommet i stand.
23. marts 2023: Danmark vs Finland 3-1
Rasmus Højlund bragte det danske landshold foran i første halvleg, inden Oliver Antman udlignede tidligt i anden halvleg. Det lignede længe en pointdeling i Parken, men så meldte Højlund sig igen på banen.
To sene scoringer af angriberen gav ham sit første hattrick i landsholdstrøjen og Danmark tre point og en god start på EM-kvalifikationen.
26. marts 2023: Kasakhstan vs Danmark 3-2
Med to scoringer i første halvleg havde Rasmus Højlund sendt det danske landshold på sikker sejrskurs i Astana, men det blev der lavet gevaldigt om på i kampens sidste 20 minutter, hvor landsholdets værste side blev vist frem.
Kasakhstan formåede at score tre gange på 16 minutter, og trods et rødt kort i overtiden kunne hjemmeholdet tage de tre point med fra kampen, der var et enormt lavpunkt for det danske landshold.
16. juni 2023: Danmark vs Nordirland 1-0
Det danske landshold virkede hæmmede af den enorme skuffelse mod Kasakhstan et par måneder tidligere denne aften i Parken. Jonas Wind nettede lige efter pausen, og det var nok til at sikre en sejr.
Danmark var dog heller ikke uheldige, for dybt inde i overtiden fik Nordirland annulleret en scoring efter en VAR-gennemgang. Det var så tæt på at koste point på en aften, hvor spillet var skidt.
19. juni 2023: Slovenien vs Danmark 1-1
Endnu engang var spillet ikke noget at skrive hjem om og især i første halvleg kneb det med at skabe chancer.
Rasmus Højlund endte med at blive Danmarks enlige målscorer i en kamp, hvor det også viste sig vigtigt ikke at tabe.
7. september 2023: Danmark vs San Marino 4-0
Sejren blev kørt sikkert i land, og den blev grundlagt i første halvleg, hvor Pierre-Emile Højbjerg, Joakim Mæhle og Jonas Wind kom på tavlen for Danmark. Efter pausen var spillet ikke særlig godt, og først i overtiden gjorde Christian Eriksen det til 4-0.
På trods af den klare sejr var det var svært at komme op at støde over præstationen fra spillerne i rødt og hvidt.
10. september 2023: Finland vs Danmark 0-1
Det var meget vigtigt at sætte tre point på kontoen, men det blev alt andet end nemt i Helsinki, for det var umådeligt svært at skabe chancer.
Først fire minutter før tid lykkedes det for Pierre-Emile Højbjerg at finde vej til netmaskerne, og dermed kunne en dansk jubel bryde løs. Der var dog også grund til bekymring, for spillet var ikke godt.
14. oktober 2023: Danmark vs Kasakhstan 3-1
Det var tid til revanche mod Kasakhstan, og det sørgede en flyvende Robert Skov for. Han scorede to gange, mens Jonas Wind også kom på tavlen, inden Kasakhstan fik reduceret.
Ved 3-0 burde kampen have været lukket, men Kaskakhstan havde alligevel flere muligheder for at bringe maksimal spænding tilbage i kampen, og igen var sejren en smule bittersød.
17. oktober 2023: San Marino vs Danmark 1-2
Hvis kampen ude mod Kasakhstan var et lavpunkt, blev den nok overgået denne aften ude mod San Marino. Præstationen var elendig mod en af verdens ringeste landshold.
Danmark registrerede kun tre afslutninger inden for målrammen, og kritikken af landsholdets præstation var enorm. Helt fortjent.
17. november 2023: Danmark vs Slovenien 2-1
EM-billetten blev sikret med en 2-1-sejr i en kamp, der formentlig var Danmarks bedste gennem hele kvalifikationen.
Der blev spillet pragmatisk, men Slovenien havde intet at stille op over for den danske fysik, der var med til at mose dem. Joakim Mæhle og Thomas Delaney sendte Parken i en stor jubelrus over EM-pladsen.
TOPHISTORIER LIGE NU