Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Så er den gal igen: Barton overfaldt Barnsley-manager efter nederlag

Af Pelle Rigtrup
14.04.2019 Kl. 08:15
Den tidligere Premier League-spiller og nuværende Fleetwood-manager overfaldt angiveligt Barnsleys manager efter lørdagens nederlag.

Joey Barton nåede i løbet af sin spillerkarriere at gennemtæske en holdkammerat, sidde i fængsel for vold, blive idømt karantæne for brud på betting-reglerne samt få 12 kampes karantæne for det famøse røde kort mod Manchester City, hvor han på kort tid nåede at ramme tre City-spillere, inden han blev ført ud. 

I 2017 lagde han officielt støvlerne på hylden, men noget tyder på, at han ikke har lagt uvanerne fra sig. 

Det engelske politi er således i gang med at undersøge en episode, der udspillede sig efter gårsdagnes opgør mellem Barnsley og Fleetwood, hvor Barton i dag er manager. 

Efter slutfløjt havnede Barton i et skænderi med Barnsley-manager Daniel Stendel, og ifølge engelske medier valgte den tidligere Manchester City- og Burnley-spiller at overfalde Stendel i spillertunnelen. 

Det er endnu uklart, hvad der præcist skete, men ifølge Sky Sports måtte Stendel modtage lægebehandling, og Barnsleys angriber Cauley Woodrow skrev kort efter på Twitter: 

– At have en manager, der fysisk kan overfalde en anden manager, er modbydeligt. Vores manager havde blod løbende ned ad ansigtet. Folk som dig fortjener ikke at være en del af fodboldens verden, skrev Woodrow i et tweet, der efterfølgende er blevet slettet. 

Efter episoden forsøgte Barton at komme væk fra stadion i sin bil, men en video fra Sky Sports viser, at politiet stoppede ham, da de gerne ville tage en snak med ham (se video nederst i artiklen)

Både politiet og Barnsley bekræfter, at episoden bliver undersøgt, men indtil videre kan de ikke sige mere. 

Joey Barton har været manager for Fleetwood siden juni 2018. 

Barnsley vandt gårsdagens opgør med 4-2. 

Annonce