Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rygte: Watford forlænger succestræners kontrakt inden denne weekend

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.11.2018 Kl. 09:48
The Times skriver, at Watford offentliggør Javi Gracias kontraktforlængelse før lørdagens kamp mod Southampton.

Intet er officielt endnu, men The Times, som plejer at have fingeren på pulsen, skriver i torsdagens avis, at Watford allerede har forlænget Javi Gracias kontrakt med tre år.

Bliver det bekræftet, bliver Javi Gracia den første Watford-træner i syv år, som får forlænget sin kontrakt. The Hornets har været notorisk kendte for at skifte ud på trænerposten, siden Pozzo-familien opkøbte klubben i 2012.

Faktisk er Javi Gracia klubbens tiende træner i den årrække, men meget tyder på, at tiende gang har været lykkens gang for Watford.

Efter fire kampe stod Watford noteret for fire sejre i begyndelsen af denne Premier League-sæson, og selvom resultaterne efterfølgende er blevet mere ustadige for The Hornets, så har Javi Gracia fået meget godt ud af sit mandskab.

Det belønner Watford nu ifølge The Times med en ny treårig kontrakt, som ifølge avisen vil blive offentliggjort inden lørdagens kamp mod kriseramte Southampton. 

Annonce