Rashfords drømmeskifte kollapser
Marcus Rashford kan nu skyde en hvid pil efter det klubskifte, som han havde drømt om at få denne sommer.
Den engelske offensivspiller er tilbage i Manchester United efter et lejeophold hos Aston Villa, hvor han havde ganske stor succes.
Hos Manchester United er der dog intet, der tyder på, at han har en fremtid under Rúben Amorims ledelse, og indtil videre har der da også været masser af rygter om et skifte.
Et af de mest vedholdende rygter har været et skifte til den spanske storklub Barcelona, der gennem længere tid har været ude med snøren efter ham.
Men nu tyder alt dog på, at det ikke kommer til at blive denne sommer, at det kommer til at blive en realitet – og formentlig nok heller ikke i fremtiden.
For Barcelona er nemlig på nippet til at hente den spanske europamester Nico Williams hos Athletic, og det ødelægger med al sandsynlighed muligheden for Marcus Rashford.
De to spillere gør sig på samme position, og selvom Barcelona har fået styr på økonomien, giver det ikke mening at hente dem begge.
I stedet ser det nu ud til, at Marcus Rashford må bide i det sure æble og indstille sig på, at han ikke får sit drømmeskifte til La Liga-mestrene.
Hvor han i stedet ender med at skifte hen forud for den kommende sæson, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.
Der meldes dog fortsat om ganske pæn interesse for englænderen, som hos Aston Villa også beviste, at han stadig har et rigtig højt niveau.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.