Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rangeret: Her er Uniteds 29 bedste og værste signings efter Sir Alex

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.11.2019 Kl. 15:17
Hvem har brillieret og hvem har floppet for Manchester United, mens klubben har forsøgt at finde sin identitet efter Sir Alex Fergusons pension?

29. Alexis Sanchez – byttehandel

Man troede måske, Manchester United havde lavet et kup, men man skulle hurtigt blive klogere.

45 kampe, fem sølle mål og mange millioner pund i løn udbetalt senere blev chileneren endeligt sendt videre til Inter på en lejeaftale.

28. Victor Valdes – fri transfer

Spanieren var en skygge af den spiller, der stod 500 kampe for FC Barcelona.

Han fik to kampe for The Red Devils, inden han blev sat til salg af Louis Van Gaal, da han nægtede at spille for reserveholdet.

27. Guillermo Varela – £2,4 millioner

Varela blev David Moyes' første signing for klubben og fik en anelse spilletid under Louis Van Gaal, inden han sæsonen efter blev udlejet til Frankfurt.

Herefter blev han solgt til Penarol, inden FCK valgte at hente ham til hovedstaden.

26. Lee Grant – £1,5 millioner

Han er en fornuftig tredjemålmand, men kommer aldrig til at blive mere end det.

25. Memphis Depay – £31 millioner

Depay bukkede under for presset, som Manchester Uniteds No.7-trøje lagde på skuldrene af ham.

Der var ikke meget Cantona, Beckham eller Ronaldo over ham, da han spillede for Manchester United.

24. Morgan Schneiderlin – £25 millioner

Han virkede som the real deal for Southampton, men fik aldrig rigtigt vist sin kvaliteter frem på Old Trafford.

23. Matteo Darmian – £12,7 millioner

Han lignede virkeligt en mand, der kunne forsvare i sine indledende kampe for Manchester United,  men han fik aldrig for alvor gjort højrebacken til sin egen.

I stedet blev han brugt fra tid til anden til at dække ind, når der var skadesproblemer.

22. Angel Di Maria – £57,7 millioner

Du kunne godt argumentere for, at argentineren skulle længere ned på listen, men han spillede faktisk acceptabelt til tider.

Han lagde hårdt ud, men røg ud af form og blev solgt til Paris Saint-Germain allerede sommeren efter.

21. Bastian Schweinsteiger – £6,7 millioner

Var han kommet til klubben tidligere i sin karriere, havde han været en drømmesigning, men den tyske veteran havde ikke benene med sig længere –  og derfor ville Bayern München også gerne af med ham.

20. Harry Maguire £78 millioner

Han er forholdsvist ny stadigvæk, så juryen er stadig ved at bedømme ham, hvilket forklarer pladsen på listen.

Umiddelbart er han en klar forbedring, men for pengene har han ikke ligefrem leveret på samme niveau som en spiller som Virgil Van Dijk.

19. Fred – £52 millioner

Der har været tidspunkter, hvor man hellere ville se klubbens maskot Fred The Red spille end brasilianske Fred, men det tyder på, at fast spilletid gavner midtbanespilleren.

Hans første sæson på Old Trafford var anonym, men hans seneste kampe kunne indikere, at han var ved at vise, hvorfor man i sin tid betalte topdollar for ham.

Han er dog langt fra at retfærdiggøre prisskiltet.

18. Henrikh Mhkitaryan – £30 millioner

Han blev kåret til Årets Spiller i Bundesligaen, inden Manchester United købte ham, så på papiret var han en oplagt signing.

Fra tid til anden viste han også, hvorfor han havde vundet den pris,  men der var langt mellem snapsene.

17. Aaron Wan-Bissaka – £50 millioner

Også en ny signing, og derfor den relativt lave placering, selvom vi har stor tiltro til, at han nok skal vise sig som den ægte vare.

Han er kongen af glidende tacklinger og ligner enhver angribers værste mareridt, så kan han bygge på offensivt, bliver han en klasseback i fremtiden.

16. Romelu Lukaku – £75 millioner

Belgieren gjorde det altid okay, men han delte vandene på Old Trafford og levede aldrig helt op til forventningerne.

Man kan dog stadig diskutere, om man ikke burde have beholdt ham i hvert fald én sæson mere.

15. Luke Shaw – £27 millioner

Shaw så ud til at have fundet sit livs form, da han brækkede benet efter en vanvidstackling i Europa League.

Sidenhen har han spillet, været skadet, spillet og været skadet igen, og man sidder med fornemmelsen af, at det snart er nu eller aldrig for den 24-årige back.

14. Diogo Dalot – £19 millioner

Diogo Dalot ser ud til at kunne blive brugbar i fremtiden for Manchester United. Mourinho mente, han var den bedste højreback i verden i sin aldersgruppe, men det prædikat har han endnu ikke levet op til.

Men han kan spille både back og længere fremme på banen, men om han kan slå Wan-Bissaka af holdet, må tiden vise.

13. Marcos Rojo – £16 millioner

Han kostede ikke alverden og har i store perioder været en meget brugbar backup for The Red Devils, selvom han nok næppe nogensinde bliver førstevalg til én af de to positioner i midterforsvaret.

12. Daley Blind – £13,8 millioner

Blind var aldrig særligt spektakulær, men han gjorde sit arbejde, scorede et mål fra tid til anden og havde gode pasningsevner,  hvilket i hvert fald gjorde ham til en pålidelige backup til adskillige positioner.

11. Sergio Romero – fri transfer

Romero er næsten kun blevet brugt i cup-turneringer siden ankomsten i 2015, men det er ikke uden grund, at han ofte bliver omtalt som den bedste backup-målmand i Premier League.

10.  Anthony Martial – £36 millioner

Prisen kan stadig stige på grund af diverse præstationsbonusser,  men der er ingen tvivl om, at franskmanden har et ekstremt stort potentiale.

Det store spørgsmål er, om han helt har indfriet det endnu.  Skader har i hvert fald gjort, at hans kamprytme er blevet ødelagt adskillige gange, men med 5 mål i sine seneste syv kampe for The Red Devils ser det ud til, at han er ved at genfinde sig selv.

9. Eric Bailly – £30 millioner

Når han har været uskadt, har han ofte lignet den bedste midterforsvarer i klubben, men problemet er, at han alt for ofte har tilbragt tiden hos fysioterapeuten med en ny skade.

8. Daniel James – £15 millioner

Der var nok ikke nogen, der havde set James etablere sig som nøglespiller i sin første sæson –  eller måske nogensinde – for klubben, men det har han.

Til prisen ser det ud til, at Solskjær har lavet et kup.

7. Paul Pogba – £89,3 millioner

Franskmanden svinger så meget, at han den ene kamp er helt og den næste skurk.

Umiddelbart er der også delte meninger om, hvorvidt man burde beholde ham i klubbens fanbase, men manglen på kreativitet skriger til himlen, når han ikke er på banen.

6. Marouane Fellaini – £27,5 millioner

Han var nok mere hadet end elsket, men man kan ikke klandre belgieren for ikke at have gjort sit arbejde.

Utallige gange reddede han et sent resultat hjem efter et indhop, og når lokummet brændte på, var han der ofte som brandslukker.

5. Victor Lindelöf – £30,75 millioner

Dårlig debutsæson, men svenskeren kom efter det og præsterede som den måske bedste Manchester United-spiller sidste år.

Han er komfortabel på bolden og skulle være den type forsvarer, som Solskjær sætter pris på, men han har måske kostet et mål eller to allerede denne sæson.

4. Ander Herrera – £28,8 millioner

Statistikken viste altid, at Manchester United var bedre og præsterede bedre resultatmæssigt, når Herrera var på banen.

Derfor kan det også stadig undre, at man lod ham skifte i stedet for at tilbyde ham en ny kontrakt.

3. Nemanja Matic – £40 millioner

Nej, Matic ser ud til at være en færdig mand i Premier League nu, men i sine første to sæsoner var han blandt de bedste defensive midtbanespillere i England, og han har tjent de £40 millioner ind igen.

2. Juan Mata – £37 millioner

Han er vellidt, sympatisk, og han kan også spille bold.  Niveauet er dalet med årene og fysisk har han til tider svært ved at følge med, men Mata har gennem en årrække været en vigtig spiller for klubben.

1. Zlatan Ibrahimovic – Fri transfer

Man var måske i tvivl om, hvorvidt den dengang 34-årige svensker kunne klare Premier League, men den slags tanker fik han hurtigt til at forstumme.

Han scorede 28 mål i alle turneringer i sin første sæson for klubben, og det er brandærgerligt, at en slem knæskade satte en stopper for målshowet før tid.

 

 

Annonce