Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rangeret: Her er Uniteds 10 bedste signings siden Sir Alex

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
09.09.2019 Kl. 08:41
Ikke alle signings siden Sir Alex Fergusons pension har været fiaskoer.

Manchester United har fået stor kritik for den mangel på omtanke, som klubben har udvist på transfermarkedet siden Sir Alex Ferguson gik på pension i 2013.

Sammenlagt har klubben brugt £827 millioner på spillerkøb siden da, og man kan roligt sige, at der fortsat er brug for forstærkninger.

Men ikke alle spillerkøb har været mere miss end hit. Ed Woodward har også lavet gode indkøb, og Manchester Evening News har her rangeret de 10 bedste siden Sir Alex-æraen.

10. Daley Blind – £13,8 millioner fra Ajax

Den hollandske forsvarer viser endnu klassen fra Ajax, som han vendte tilbage til sidste sommer.

Men han havde også flere flotte præstationer for The Red Devils, og selvom han aldrig fik etableret sig som fast starter, så var hans alsidighed en gave for både Louis Van Gaal og José Mourinho.

9. Marouane Fellaini – £27,5 millioner fra Everton

Han blev aldrig nogen højtelsket mand på Old Trafford, men han havde sine forcer i hovedspillet, og det sikrede Manchester United adskillige vigtige point.

Ole Gunnar Solskjær gad ikke have den type spiller på sit hold, men det kan have været en fejl at sælge belgieren, for han var god i modstanderholdets felt, når det brændte på i slutminutterne.

8. Sergio Romero – Fri transfer fra Sampdoria

Mange anser ham som den bedste backup-målmand i Premier League, og argentineren har da også præsteret på et stabilt højt niveau, når han er blevet brugt.

Han stod på mål, da holdet vandt Europa League med José Mourinho i spidsen, og man ryster ikke i bukserne som Manchester United-fan, når man ser ham i målet frem for David de Gea.

Det siger en del.

7. Luke Shaw – £31 millioner fra Southampton

Den engelske back har været uheldig med skader og kunne måske have etableret sig som en af de bedste venstrebacks i Premier League, men man må endeligt ikke negligere Shaws niveau.

Han var fremragende sidste sæson og blev med rette kåret som klubbens Player of the Year.  Han har også stadig tiden på sin side og kan endnu nå at opfylde sit potentiale.

6. Victor Lindelöf – £31 millioner fra Benfica

Dårlig debutsæson, men svenskeren fik vendt skuden sidste år og blev betragtet som klubbens bedste midterforsvarer.

Han har måske ikke startet denne sæson med stor bravour, men giv ham og Harry Maguire lidt tid til at danne et ordentligt makkerskab, så skal der nok opstå stabilitet.

5. Juan Mata – £37,1 millioner fra Chelsea

Den sympatiske spanier har måske aldrig ramt helt samme højder, som man husker ham for under sin Chelsea-karriere, men hans bidrag har gennem årene været stort.

Han scorede to mål mod Liverpol på Anfield og sejrsmålet mod Manchester City i et Manchester-derby, hvilket i sig selv burde sikre ham en plads højt på denne liste.

4. Anthony Martial –  Op mod £58 millioner fra AS Monaco

Han havde en drømmedebut med mål mod Liverpool, og selvom han ofte kan være frustrerende, så har han også potentialet til at lave magiske ting på fodboldbanen.

Han leverer endnu ikke konsekvent fra kamp til kamp, men håbet er, at han griber chancen som angriber nu, hvor Romelu Lukaku ikke længere er i klubben.

3. Paul Pogba – £89 millioner fra Juventus

Han deler vandene, men franskmanden er en af holdets eneste verdensklassespillere, og han har evnerne til at vende en kamp på egen hånd.

Han laver sine fejl, og det er nemt at se sig selv bande og svovle af den franske verdensmester, men vi er ret overbeviste om, at et Manchester United-mandskab uden Paul Pogba ville være en svækkelse.

2. Ander Herrera – £29 millioner fra Athletic Bilbao

Han var villig til at bløde for klubben og præsterede altid, når det var påkrævet af ham –  og er udover Luke Shaw og David de Gea den eneste vinder af Player of the Year-prisen siden Sir Alex Ferguson gik på pension.

Herrera kunne åbne et forsvar op, score et mål fra tid til anden, spille boks til boks, og så var han også ved at udvikle sig til en habil defensiv midtbanespiller.

Alt i alt var det en skam, og måske decideret dumhed, at man ikke fik forlænget hans kontrakt, inden han skred til Paris Saint-Germain.

1. Zlatan Ibrahimovic – Fri transfer fra Paris Saint-Germain

Han kom for sent til Premier League, men den store svensker nåede at gøre et stort indtryk på kort tid.

En 35-årig Zlatan formåede at score 28 mål for klubben, inden hans ophold i England blev ruineret af en slem skade. 

Han nåede dog at vinde tre trofæer i den ene sæson, hvor han var på toppen, og når nu han kom på en fri transfer, så var hans store løn godt givet ud.

Annonce