£30 millioner: Manchester United overvejer brasilianerbud i januar
Transfervinduet åbner snart igen, og transferrygterne er begyndt at blive flere igen efter et par måneder, hvor der primært har været fokus på præstationerne i turneringerne. Nu er det Manchester United, som efter sigende vil overveje at handle i januar.
Daily Mail skriver således, at José Mourinho i sidste sæson havde scouts til at holde øje med Bordeuax-profilen, Malcom. Den brasilianske kantspiller må have gjort det godt, for ifølge den engelske avis overvejer Manchester United nu, om de skal byde på ham i det kommende transfervindue.
Manchester United vil angiveligt forsøge at hente en ny venstre back og en kantspiller til at forstærke truppen i januar, og her er Malcom blevet udset som et emne til en af kanterne. Manchester United skal dog punge op med omtrent £30 millioner for at få Bordeaux til at sælge den talentfulde brasilianer.
Den 20-årige Malcom har været i strålende form for Bordeaux i denne sæson. Han har scoret syv gange i 16 ligaoptrædener, og han er også tidligere blevet sat i forbindelse med et skifte til Bayern München.