Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Potentielle lineups: Sådan kan Solskjær bruge Bruno Fernandes

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
13.01.2020 Kl. 16:19
Vi tager her et kig på, hvordan Ole Gunnar Solskjær kan bruge Bruno Fernandes, der lige nu er rygtet stærkt til Old Trafford.

Bruno Fernandes var rygtet til Manchester United hele sommeren, men det var særligt den portugisiske presse, der forsøgte at pushe rygterne om den 25-årige midtbanespillers kommende skifte.

Men en halv sæson senere står det klart, at The Red Devils har brug for forstærkninger til midtbanen, og nu er både BBC, The Guardian, The Telegraph og The Athletic – cremen af den engelske sportspresse – enige om, at handlen er på plads.

Derfor har vi nu taget et kig på, hvordan Ole Gunnar Solskjær kan bruge den målfarlige portugiser:

Til højre i en tremands-midtbane

Den ligger lige til højrebenet at bruge Fernandes i en tremandsmidtbane. Formationen fungerede også fint for Solskjær, da han netop var blevet udnævnt som midlertidig træner, men dengang var det Ander Herrera, som lå i højre side centralt.

Det ville være oplagt at bruge enten Scott McTominay, Nemanja Matic eller Fred som den defensive oprydder, mens Fernandes fungerer mere som boks til boks-spiller.

Han har dog også et stort defensivt løbepensum, som potentielt kan betyde, at Paul Pogba kan leje den mest offensive af de tre.

I højre side af offensiven

Han er ikke nogen specialist på wing-positionen, men Fernandes er mere end i stand til at fylde rollen ud.

Under Nations League-slutspillet skiftede Portugal til en klassisk 4-4-2 formation, hvor Bernardo Silva spillede mere centralt, mens Fernandes overtog højre side af offensiven.

Han er som sagt særdeles løbestærk og temmelig hurtig, når han kommer op i fart, og da han er i stand til at sparke med begge ben, er han farlig, både når han går mod baglinjen og slår indlæg eller skærer ind i banen og skyder.

Det er en mulighed, men med Manchester Uniteds fokus på fart og mangel på spillere mere centralt er det nok næppe her, han oftest vil blive brugt.

I højre side af diamanten

En anden formation, som ofte leverede resultater for Solskjær sidste sæson, var diamanten.

Ligesom 4-3-3 formationen ville den passe Fernandes godt, da han ville være i stand til at samle bolden op dybt på banen og bære den frem.

Offensivt er Fernandes også noget mere potent og kreativ end Scott McTominay, Fred og Matic, så Paul Pogba ville ikke være ene mand om at skulle låse op for modstanderholdenes forsvar med denne formation.

Som offensiv midtbanespiller

Fernandes spillede adskillige kampe for Sporting som offensiv midtbanespiller med stor succes, og det er typisk på denne position bag angriberen, at han bliver brugt i Liga NOS.

Fordelen ved denne formation ville være, at han ikke skal bære bolden frem på samme måde, men i stedet modtage den og derefter skabe magien, som forhåbentligt ville føre til mål.

Han lavede 18 assists sidste sæson og står lige nu noteret for 10, så foruden et dunder af et skud på mål, så har han også et godt øje for sine medspillere og den gode aflevering.

Annonce