Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Pochettino: Vi vil ikke købe os til trofæer

Af Pelle Rigtrup
15.03.2018 Kl. 16:10
Mauricio Pochettino slår fast, at Tottenham ikke er en klub, der vil købe sig til succes og trofæer.

Tottenham har de seneste sæsoner været et af Englands bedst spillende hold, men trods sprudlende spil og adskillige sejre mangler London-klubben fortsat at hive et trofæ hjem.

For nyligt røg Spurs ud af Champions League, og FA Cuppen er dermed sidste chance for at vinde sølvtøj i denne sæson.

Trods de manglende trofæer har manager Mauricio Pochettino ingen intentioner om at spendere vilde summer til sommer i jagten på succes:

– Folk, der forstår fodbold, kan se, at det her er et spændende projekt. Vi er ikke en klub, der bare køber sig til trofæer. Vi er en klub, der vil fortjene trofæer, når de kommer, udtaler han forud for weekendens FA Cup-opgør mod Swansea. 

– De folk, der siger, at vi skal vinde trofæer, er måske frustreret over, at Tottenham de seneste sæsoner har spillet flot fodbold, som publikum har nydt at se på. 

– Fodbold handler om at vinde, men det er også vigtigt, hvordan man vinder. Sådan ser jeg på det. Jeg mener, at vores projekt går rigtig godt. 

Vi skal helt tilbage til 2008 for at finde Tottenhams seneste triumf. Dengang vandt de Liga Cuppen efter finalesejr over Chelsea. 

Annonce