Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLETSKUD: De 20 bedste Premier League-transfers nogensinde

Af Emil Eire Frerk Olsen
21.05.2020 Kl. 20:00
Premier League har oplevet mange pletskud og mange flops i forbindelse med transferhandler. Vi har set på de 20 bedste, hvor kvalitet og pris er gået hånd i hånd på fornemmeste vis.

20. Philippe Coutinho – Til Liverpool fra Inter – £11,7m – 2013

Coutinho havde stor indvirkning på Liverpool-holdet, hvor brasilianeren var en af The Reds store profiler, da de næsten vandt titlen under Brendan Rodgers. Hvad der dog virkelig trækker op i sidste ende er Liverpools uhørte fortjeneste på 119 millioner pund på det efterfølgende Barca-flop.

19. Petr Cech – Til Chelsea fra Rennes – £11,7m – 2004

Små 12 millioner pund var ikke en slik tilbage i 2004, men hvor var det da penge værd og mere til. Tjekken stod fast i 10 sæsoner for The Blues, hvor han holdte størstedelen af de over 200 clean sheets, som han er den eneste i historien til at runde. Chelsea fik endda sine penge tilbage, da Arsenal i 2015 købte ham for 12,7 millioner pund.

18. Virgil van Dijk – Til Liverpool fra Southampton – £76,2m – 2018

Han var dyr, men som i Cechs tilfælde, har han været alle pengene værd – vel og mærke over en periode på kun halvandet år. Verdens nok bedste midterforsvarer på nuværende tidspunkt.

​17. Alan Shearer – Til Blackburn fra Southampton –  £4,2m – 1992

Det er ikke en stavefejl, at der ikke står Newcastle. Premier Leagues alletiders topscorer er godt nok mest kendt for sin tid på Tyneside, men det var faktisk Blackburn, der gjorde det største kup ved at hente ham. Det gjorde de for et dengang pænt beløb, men Shearer udviklede sig også hurtigt til at være en af ligaens bedste angribere, og så vandt han tilmed lige et mesterskab på ægte Leicester-Vardy manér. Han blev fire år senere solgt videre for 18,9 millioner pund, hvilket dengang var fuldstændig uhørt.

16. Vincent Kompany – Til Manchester City fra Hamburger SV – £7,7m – 2008

Belgieren udviklede sig til at blive Citys nok største ikon nogensinde. Var uvurderlig i klubbens indtræden på den store internationale scene, og så blev han endda hentet forholdsvist billigt.

15. Luis Suarez – Til Liverpool fra Ajax – £23,9m – 2011

Som Coutinho var Suarez lige ved at vinde et mesterskab for Liverpool – endda med en endnu større rolle. Han var Premier Leagues bedste angriber i flere sæsoner i træk og blev solgt videre for det dobbelte af hans indkøbspris.

14. Gareth Bale – Til Spurs fra Southampton – £13,2m – 2007

Bale var blot 17 år og på ingen måde en garanteret succes, men hvor var han dog forsøget værd. Mange glemmer, hvor ekstraordinært god han var i sin bedste tid i Tottenham, og så er der også lige det med, at man fik 100 millioner pund for ham senere hen. Verdens dyreste spillersalg nogensinde på daværende tidspunkt.

13. David Silva – Til Manchester City fra Valencia – £25,9m – 2009

Spanieren blev i sin tid hentet til City som et led i en videre plan om at etablere sig som en europæisk topklub. Han endte i stedet med at være symbolet på deres etablering som en europæisk topklub.

12. Dennis Bergkamp – Til Arsenal fra Inter – £10,1m – 1995

Hollænderen blev dengang hentet forholdsvist dyrt ind, men der gik ikke længe, før det var fortid at tale om hans prisskilt. Han nåede at være i Nordlondon i 11 år, hvor han vandt flere titler og i flere år blev betragtet som en af verdens absolut bedste spillere.

11. Rio Ferdinand – Til Manchester United fra Leeds – £42,4m – 2002

Han er listens tredjedyreste transfer, hvor summen i dag kan oversættes til lidt over 66 millioner pund, men han endte også med over en lang årrække at spille sig til nu at blive betragtet som en af Uniteds bedste forsvarsspillere nogensinde. Han kom også til på et vigtigt tidspunkt, hvor Sir Alex netop var kommet i unåde med Jaap Stam, hvorfor det kunne have haft store konsekvenser for skottens og Uniteds videre succes, såfremt en spiller Ferdinand ikke var trådt til.

10. Didier Drogba – Til Chelsea fra Marseille – £34,7m – 2004

Ligesom Kompany og Silva gjorde, udviklede Drogba sig sammen med Chelsea, som The Blues blev stærkere og stærkere. Var bedre end solid over mange sæsoner og scorede næsten altid, når det virkelig gjaldt. Chelsea havde for eksempel aldrig haft et Champions Leaue-trofæ stående, hvis ikke det var for ivorianeren.

9. Roy Keane – Til Manchester United fra Nottingham Forest – £7,7m – 1993

Symbolet på Uniteds succes i 90'erne og var over en lang årrække kaptajn for en af tidens mest succesfulde klubber. 7,7 millioner pund var meget dengang, men ligesom sine kollegaer på listen, var ireren hver en penny værd.

8. Wayne Rooney – Til Manchester United fra Everton – £33,3m – 2004

At smide så mange penge efter en 16-årig kan næsten kun gå galt, men det gjorde det på ingen måde. Rooney har været en essentiel del i et utal af titler for United og er blandt andet den næstmest scorende Premier League-spiller nogensinde.

7. Cristiano Ronaldo – Til Manchester United fra Sporting – £17,1m – 2003

Han vandt flere titler for United, blev Premier League-topscorer fra venstre kanten og blev solgt videre for 100 millioner euro. Mere forklaring behøves vist ikke.

6. Eric Cantona – Til Manchester United fra Leeds – £1,6m – 1992

Fundér lige over det prisskilt en gang. Det var flere penge dengang, ja, men det vil aldrig nogensinde kunne afspejle bare en måned af Cantonas tid i United. En af ligaens største talenter nogensinde.

5. Eden Hazard – Til Chelsea fra Lille – £31,5m – 2012

Belgieren blev hentet forholdsvist dyrt ind og blev sendt decideret dyrt videre. I mellemtiden spillede han 351 kampe for klubben, scorede 110 mål og leverede 92 assists.

4. Sergio Agüero – Til Manchester City fra Atletico Madrid – £36,1m – 2011

Var City nået så langt på så kort tid uden Agüero? Det er godt nok tvivlsomt. Han har været en af verdens bedste klubbers største stjerner i snart ni år og er det stadig. Har rekorden for flest Premier League-hattricks (11).

3. Patrick Vieira – Til Arsenal fra AC Milan – £4,8m – 1996

Han kostede ikke meget og var forventet at styrke The Gunners' midtbane. Premier Leagues mest komplette midtbanespiller endte i stedet med at præstere langt mere end blot at styrke midtbanen og var blandt andet en central figur i flere mesterskaber – blandt andet i 'The Invincibles'.

2. Frank Lampard – Til Chelsea fra West Ham – £14,4m – 2001

Nogle gange kan det betale sig at smide stort efter det næste nye – det er Lampard et af de bedste eksempler på. 210 mål og 151 assists i 648 kampe nåede han for Chelsea, som nok heller ikke havde haft en lovende træner på hånden den dag i dag, hvis ikke man hentede ham i West Ham for 19 år siden.

1. Thierry Henry – Til Arsenal fra Juventus – £14,5m – 1999

En af Premier Leagues bedste spillere nogensinde. Arsenals bedste spiller nogensinde. Fire gange Premier League-topscorer. Den bedste Premier League-transfer nogensinde.

 

Annonce