Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD KÅRER: Her er rundens hold for 10. spillerunde

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
30.10.2018 Kl. 08:55
Vi kommer her med vores bud på et hold bestående af de 11 spillere, som gjorde sig positivt bemærket i 10. spillerunde i Premier League.

Formation: 4-3-3

Målmand: Mat Ryan – Brighton

Brighton skaffede sin tredje 1-0 sejr i streg denne weekend mod Wolverhampton i en kamp, hvor Wolves sad på flæsket og dominerede spillemæssigt. 

Derfor kan de tre point i høj grad tilskrives den australske målmand, som måtte hive adskillige flotte redninger op af hatten for at holde nullet.

Højreback: Pablo Zabaleta – West Ham

Det kan godt være, at argentineren efterhånden både ligner og er en gammel hund, men der er stadig masser bid i den tidligere Manchester City-forsvarer.

Zabaleta var en nøglespiller mod Leicester, hvor The irons' måtte spille store dele af kampen med en mand i undertal, men argentineren sled og slæbte og var den West Ham-spiller med flest boldberøringer i hele kampen.

Midterforsvarer: Fabian Balbuena – West Ham

Balbuena var også en del af den heltedåd, som West Ham-forsvaret kæmpede sig til mod Leicester, hvor han også scorede sit første mål for klubben.

Desværre for Balbuena var han også medvirkende i Leicesters mål, da bolden blev rettet af på ham, men til Balbuena og West Ham-forsvarets store ros virkede et heldigt mål også som den eneste måde, hvorpå Leicester kunne score.

Midterforsvarer: Victor Lindelöf – Manchester United

Svenskeren har været kilde til megen hovedrysten blandt Manchester United-fans i sin debutsæson for The Red Devils, men han vokser sig mere og mere moden med opgaven og har nu spillet adskillige store kampe i træk.

Mod Juventus stod han som en anden Odin under Ragnarok i midterforsvaret og afværgede den ene farlige situation efter den anden, og den præstation fulgte han op på mod Everton, hvor han igen var sikkerheden selv. 

Venstreback: Marcos Alonso – Chelsea

Burnley var måske en billig baggrund, men Chelsea viste, at de sagtens kan fungere uden Eden Hazard i startopstillingen, ligesom Marcos Alonso viste, hvorfor The Blues var ivrige efter at forlænge hans kontrakt.

Alonso kom i det ene offensive overlap efter det andet og lavede sæsonens anden assists mod The Clarets.

Central midtbanespiller: Ross Barkley – Chelsea

Barkley er i sit livs form for Chelsea i øjeblikket og scorede for tredje kamp i streg mod Burnley, men som om det ikke var nok, havde englænderen også næstsidste fod på yderligere to mål mod The Clarets.

Gareth Southgate må være glad for at se, hvordan Barkley i øjeblikket præsterer,  for englænderen fortjener at blive udtaget til The Three Lions – og han ligner også en værdig kandidat til prisen som Premier Leagues bedste spiller i oktober.

Central midtbanespiller: Roberto Pereyra – Watford

Argentineren åbnede scoringsfesten mod Huddersfield med et flot mål lørdag, og denne sæson har han for alvor vist, hvorfor han tidligere spillede for Juventus.

Med sit mål mod Mathias Zanka Jørgensen og Jonas Lössl har Pereyra nu været involveret i 10 mål i sine seneste 10 hjemmekampe – otte mål og to assists.

Central midtbanespiller: Ryan Fraser – Bournemouth

Den lille skotske winger med det dækkende kælenavn "wee-man" fortsatte sin flotte form denne sæson med yderligere to assists mod Fulham, og Fraser har nu lavet fem af slagsen denne sæson.

Det er nok til at give ham en delt førsteplads på listen over spillere med flest assists i Premier League hidtil.

Højre forward: Sadio Mané – Liverpool

Efter en flot sæsonstart var Mané kommet ind i lidt af en måltørke, men tilbage fra sin skade satte senegaleseren hurtigt en stopper for den mod Cardiff med to exceptionelt flotte mål.

Først med et ordentligt drøn af et venstrehug og efterfølgende med stor finesse, da han chippede bolden over den hjælpeløse målmand.

Venstre forward: Anthony Martial – Manchester United

Den franske forbindelse var på spil mod Everton, hvor både Paul Pogba og landsmanden Anthony Martial udviste angrebsspil i topklasse.

Særligt Martial skinnede endnu engang, da han først skaffede United et straffespark og efterfølgende scorede målet, som endte med at blive kampafgørende.

Den 22-årige angriber har nu scoret fire mål i sine seneste tre kampe, og man begynder at forstå, hvorfor klubben nægtede at slippe ham i sommerens transfervindue.

Angriber: Callum Wilson – Bournemouth

Wilson scorede to mål mod Fulham og havde en finger med i det sidste. 

Generelt har englænderen spillet en stor rolle i klubbens formidable start på sæsonen og har nu scoret fem mål og assisteret fire, så Gareth Southgate burde måske overveje at give Wilson sin debut på det engelske landshold.

Bænk: Lukasz Fabianski, Declan Rice, David Luiz, Alberto Moreno, Luka Milivojevic, Fernandinho, Mohamed Salah

Annonce