Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD kårer: Her er Premier Leagues 10 bedste kantspillere

Af Morten Bruun Jørgensen
17.06.2020 Kl. 20:05
PLBOLD.dk vil nu kåre de 10 bedste kantspillere i Premier League.

Det er altid svært at lave kåringer og især finde ud af hvilke kriterier, der skal i spil. Vi har valgt følgende kriterier, som vi tager udgangspunkt i, når vi skal kåre de ti bedste spillere på en given position.

● Generelle præstationer gennem 2018/19- og 2019/20-sæsonen
● Præstationer i alle turneringer tæller med
● Præstationer i denne sæson vægter højere end i sidste sæson
● Præstationer i Premier League vægter højere end Superligaen og the Championship fx

Vi kårer nu den bedste kantspiller, og her er kriteriet, at det er en spiller, der som oftest spiller positionen på kanten.

10. Willian (Chelsea)
Brasilianeren har ofte været udskældt, men faktum er blot, at han er den kantspiller i Chelsea, der leverer bedst i denne sæson. Og sæson efter sæson har han både leveret mål og assists. Det er heller ikke uden grund, at the Blues gerne vil forlænge samarbejdet med den hårdtarbejdende midtbanespiller.

9. Adama Traoré (Wolves)
Har været en af ligaens bedste spillere i denne sæson ifølge whoscored.com. Er enormt hurtig og har nogle helt vilde driblinger. Tidligere har der været problemer med slutproduktet, men i denne sæson har han leveret fire mål og syv assists. Derfor rygtes han også til større klubber.

8. Leroy Sané (Manchester City)
Tyskeren har været ude hele denne sæson, men der er ingen tvivl om, at han er en klassespiller, som vil være en gevinst for stort set samtlige klubber i verden. Han har en enorm fart, driblinger i verdensklasse, og så kan han også lave mål. Det er gode evner at have som kantspiller.

7. Riyad Mahrez (Manchester City)
Han kan drible som ganske få, og han er særdeles effektiv i de minutter, han spiller for Manchester City. Alligevel kniber det dog lidt med at være helt og aldeles fast mand for the Citizens. Lidt for mange udfald gør også, at han er placeret nede som nummer syv. For topniveauet er til mere.

6. Heung-Min Son (Tottenham)
Han er begyndt at få anerkendelse for sine præstationer for Tottenham, men ofte er han gået under radaren. Han arbejder altid hårdt for holdet, og han scorer i den grad også sine mål, mens det også bliver til assists af og til. En holdspiller uden lige, og en virkelig god kantspiller.

5. Marcus Rashford (Manchester United)
Er blevet rykket ud som kantspiller, og det ser ud til at passe ham absolut glimrende. Han scorer mange mål, og inden sin skade tidligere på sæsonen var han en af ligaens bedste spillere. Kan han fortsætte det niveau, kan han ryge længere op på denne liste snart.

4. Bernardo Silva (Manchester City)
Den hårdtarbejdende portugiser kan spille en række forskellige positioner, men han er primært brugt på kanten af Guardiola, og det har han gjort glimrende. Man kunne dog godt ønske sig lidt flere mål og assists af den så teknisk velfunderede midtbanespiller.

3. Raheem Sterling (Manchester City)
Startede denne sæson som lyn og torden, men er siden gået lidt i stå. Der er dog ingen tvivl om, at englænderen er en verdensklassespiller, som har afgørende betydning for Manchester City. Han scorer både mål og laver assists, og han er blevet rigtig god i de små områder.

2. Mohamed Salah (Liverpool)
Mål, mål, mål. Egypteren har virkelig shinet i sin tid som Liverpool-spiller, hvor han blandt andet er blevet Premier League-topscorer. Han holder fortsat et vanvittigt højt niveau, men han har også udfald, og derfor er han akkurat overhalet.

1. Sadio Mané (Liverpool)
Senegaleseren er blevet den bedste spiller i Liverpools offensiv, og det siger ikke så lidt. Han scorer mål, laver assists og arbejder for holdet. Han er altid undervejs, og han spiller en meget afgørende rolle for Liverpool. Han er blevet en del af verdenseliten.

Annonce