Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD KÅRER: Her de 10 bedste Premier League-signings i 2020

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
18.12.2020 Kl. 10:51
Vi har forsøgt at sætte navn på de 10 spillere, som har været Premier League-klubbernes bedste indkøb i året, der snart går på hæld.

Jarrod Bowen:

Bowen var et es i The Championship, men det er langtfra alle spillere, som finder overgangen fra den næstbedste række til Premier League nem. Det virker dog ikke til, at wingeren har været synderligt påvirket af niveauforskellen.

Han har lavet fem mål og seks assists for West Ham i 2020 og er en evig trussel, som har været med til først at redde The Hammers fra nedrykning og sidenhen gjort dem til et hold, som måske bejler til en plads i europæisk fodbold næste sæson.

Bruno Fernandes:

Vil vove at påstå, Bruno Fernandes er den bedste Premier League-signing i 2020 af dem alle. Portugiseren vendte næsten fra første dag i Manchester United en kedelig udvikling, og han leverer i snit et mål eller en assist per kamp for klubben.

The Red Devils var aldrig endt på en tredjeplads sidste sæson, var det ikke fordi, man anskaffede sig den tidligere Sporting Lissabon-kaptajn i januartransfervinduet.

Tariq Lamptey:

Chelsea kan glæde sig over, at de har Reece James, men må samtidigt ærgre sig en smule over, at man ikke var i stand til at beholde Lamptey.

Brighton opsnappede ham for kun £3 millioner i januar, og han har i den grad vist, at han sagtens kan begå sig i Premier League.

Defensivt er han overbevisende trods sin lille statur, og offensivt buldrer han bare fremover stepperne med ekstrem fart, energi og dribleevner. 

Der har ligefrem været rygter om interesse fra Bayern München, hvilket siger noget om, hvor imponerende han har været i denne sæson.

Thiago Silva:

Chelsea havde store kvaler med sin defensiv i sidste sæson, og det er ikke sikkert, Kepa Arrizabalaga havde fremstået så dårligt så ofte, hvis han havde haft bedre beskyttelse foran sig.

Det har Edouard Mendy i stedet nu i form af Thiago Silva, som ser ud til at have lappet hullerne i bagkæden. 

Chelsea havde travlt med at spendere store summer på offensive signings, men den brasilianske veteran på en fri transfer var måske deres bedste anskaffelse i sommertransfervinduet.

Diogo Jota:

Portugiseren virkede som en smart signing af Liverpool, selvom den samlede transfersum ender med at blive ganske høj, når alt er betalt.

Til gengæld er Jota også allerede ved at betale af med sine mange mål. Ni er det blevet til i 15 kampe for The Reds, og de fleste er nok blevet overraskede over, hvor hurtigt han virkelig blev en kandidat til startelleveren inden sin skade.

Ferran Torres:

Torres er måske gået lidt under radaren, men seks scoringer og to assists i 15 kampe for et City-mandskab, som har haft usædvanligt svært ved at score, er ret overbevisende.

Han er kun 20 og anses som et af de største spanske talenter, så at City opsnappede ham fra Valencia for kun knap £20 millioner er god forretning. Særligt fordi han i dag er vurderet til at være omkring £45 millioner værd.

Tomas Soucek:

Tjekken var nok en relativt ukendt spiller for de fleste, da han ankom på en lejeaftale sidste januar, men der gik ikke længe, før han havde overbevist klubledelsen om, at de blev nødt til at benytte deres købsoption på ham.

Han fylder godt på midtbanen og endnu mere i luftrummet, hvor han med sine tre Premier League-scoringer i denne sæson udgør en konstant trussel. Han er også kun 25, men det tyder på, The Hammers endelig har fået en værdig arvtager for Mark Noble.

Ben Chilwell:

Der er tæt løb om titlen med Andy Robertson, men Chilwell har været den bedste venstreback i Premier League i denne sæson hidtil.

Chelsea måtte betale omkring £45 millioner for ham, men til gengæld ser det også ud til, at Frank Lampard har fået sig en venstreback, som kommer til at sidde tungt på positionen de næste mange år.

To mål og tre assists er det blevet til i Premier League, hvor han virkelig har set giftig ud rent offensivt fra første minut i Chelsea-trøjen.

Pierre-Emile Højbjerg:

Alle vidste, Højbjerg var god, men at han ville blive så markant en profil for Tottenham så hurtigt, kom i hvert fald bag på undertegnede. 

Men Højbjerg ser ud til at være en vaskeægte Mourinho-mand og en leder på banen –  det er ikke uden grund, at holdkammeraterne har navngivet ham "The General".

Defensivt kommer han i vejen for ekstremt meget, men hans pasningsspil har også været eksemplarisk, så offensivt står han også for sin del.

Emiliano Martinez:

Edouard Mendy er også et godt bud på en målmand, som klart er i betragtning til denne liste, men Aston Villa-keeperen får i sidste ende æren.

Han udviser stor ro i målet, hvilket må siges at være en god kvalitet for en målmand. Han kan sit kram på stregen, er god til at komme ud i feltet, og så virker han til at være en vokal keeper og leder i defensiven.

Han er i øvrigt også den målmand, som har flest clean sheets i Premier League i skrivende stund, så den fine form, han fik lov at vise for Arsenal sidste sæson, har han båret med sig til The Villans.

Boblere: Edouard Mendy, Wesley Fofana, Matty Cash, Gabriel Magalhaes, Ollie Watkins, James Rodriguez, Illan Meslier, Timothy Castagne, Callum Wilson

 

Annonce