Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

PLBOLD KÅRER: Chelsea og Arsenal dominerer rundens hold

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.10.2018 Kl. 17:17
Vi har givet vores bud på de bedste elleve spillere samt bænk fra ottende spillerunde i Premier League.

Målmand: Rui Patricio – Wolverhampton

Wolverhampton har ikke tabt i de sidste seks Premier League-kampe, og Rui Patricio har hjulpet holdet ved at holde buret rent i fire af de sidste fem kampe. 

I weekendens kamp lod portugiseren heller ikke Crystal Palace og Wilfried Zaha score ved selv at bidrage med fire redninger. 

Centerback: Matt Doherty – Wolverhampton

Den irske wingback har selv udtalt, at han er i sit livs form for tiden, og det svært at sætte spørgsmålstegn ved den udtalelse.  Forrige kamp lavede han en assist, og denne weekend scorede han selv det afgørende mål, da Wolves slog Crystal Palace 1-0.

Desuden holder oprykkerne også en fin defensiv statistik med flere clean sheets, hvilket også kan tilskrives Dohertys bidrag på egen banehalvdel.

Centerback: Aymeric Laporte – Manchester City

Han havde svært ved at spille sig til en fast plads på holdet, men det ser ud til, at den unge franskmand er godt på vej til at blive fast spiller i midterforsvaret for mestrene.

Laporte er den næstdyreste forsvarsspiller nogensinde, men denne sæson har han også bevist, hvorfor City valgte at spendere stort på at hente ham i vinterens transfervindue. Søndag lykkedes det Laporte og Stones at lukke ned for Liverpools ultrafarlige fronttrio på Anfield, holdt målet rent og skaffede ét vigtigt point i en svær udebanekamp.

Centerback: Nathan Aké – Bournemouth

Bournemouth bomber mål ind på stribe, men modsat sidste sæson ser forsvaret også markant bedre ud. Det skyldes særligt den tidligere Chelsea-forsvarer, som i kampen mod Watford lavede otte clearinger og vandt samtlige mand til mand-dueller, hvorfor holdet også registrerede endnu et clean sheet – noget, de sjældent gjorde sidste sæson.

Central midtbanespiller: Ross Barkley – Chelsea

Englænderen fejrede sin genindkaldelse til det engelske landshold med en flot præstation mod Southampton søndag, hvor Barkley scorede sit første mål for Chelsea og assisterede yderligere ét.  

Barkley har ikke haft en nem opstart hos The Blues, men ligesom så mange andre spillere ser han også ud til at være blomstret op under Maurizio Sarris regime. 

Central midtbanespiller: Gylfi Sigurdsson – Everton 

Han er Evertons dyreste spiller nogensinde, men hvor islændingen hidtil har haft svært ved at leve op til sit prisskilt, må man sige, at han i nyere tid er begyndt at bevise, hvorfor The Toffees fandt den store tegnedreng frem i sommeren 2017.

Sidste uge scorede han to gange mod Fulham, og lørdag fortsatte han sin fine stime med et sensationelt mål, der sikrede sejren, mod Leicester. 

Højre midtbanespiller: Aaron Ramsey – Arsenal

Baghælsmål skal belønnes, og Ramsey scorede netop sådan ét mod Fulham og viste, hvorfor det ville være en skam for Arsenal, hvis han forlader klubben på en fri transfer efter denne sæson.

Venstre midtbanespiller – Eden Hazard – Chelsea

Eden Hazard fortsætter sit stormløb mod titlen som Årets Spiller i Premier League med endnu en stor præstation mod Southampton. 

Han er måske i sin bedste form for Chelsea nongesinde, og søndag var han igen i både målmagererens og kreatørens rolle, da han scorede og assisterede. Sarri har opfordret belgieren til at score 40 mål denne sæson, og selvom det måske bliver for stor en mundfuld, er Hazard med syv mål godt på vej mod storhed. 

Højre centreforward: Alexandre Lacazette – Arsenal

Arsenal begynder for alvor at ramme form under Unai Emery – og ingen mere end Alexandre Lacazette, som denne weekend fandt netmaskerne to gange, da The Gunners skød Fulham sønder og sammen.

Han så ikke helt skarp ud sidste sæson, og blev også udeladt af denne sæsons første kampe, men franskmanden begynder virkelig at vise, hvorfor Arsene Wenger brugte en stor slat penge på ham forrige sommer. 

Venstre centreforward: Pierre-Emerick Aubameyang – Arsenal

Aubameyang var syg i midtugeopgøret i Europa League, men det var ikke til at mærke, da angriberen fik chancen efter en indskiftning i anden halvleg mod Fulham.

To mål og en assists stod Aubameyang noteret for, da dommeren fløjtede kampen af, og gaboneseren har nu scoret 14 mål i 21 kampe i Premier League for Arsenal. 

Frontangriber: Callum Wilson – Bournemouth 

Han blev ikke udtaget til det engelske landshold, men Gareth Southgate har været tilstede på stadion adskillige gange denne sæson for at se Bournemouth og Callum Wilson spille – med god grund. 

Sammen med Joshua King udgør Wilson en formidabel front-duo, og hvor sidstnævnte scorede to i weekenden, lavede Wilson en enkelt basse selv og assisterede yderligere to.  

Bænk: Hugo Lloris, John Stones, Hector Bellerin, Davinson Sanchez, David Brooks, Joshua King, Juan Mata

Annonce