PL-træner hyldes: Den sande arkitekt
Aston Villa var bare tre point over nedrykningsstregen, da Unai Emery tog over for Steven Gerrard i oktober 2022.
To år senere står Birmingham-klubben i Champions League – med to sejre ud af to mulige, den seneste over selveste FC Bayern München onsdag aften på Villa Park.
Med overlevelse, en fjerdeplads og nu en flot start på denne sæson har Emery opnået heltestatus i den røde del af Englands næststørste by.
– Den sande arkitekt bag denne sejr, og denne formidable Villa-renæssance, tog en skarp afsked med et blændende smil, mens hans knyttede næverne rundt på et ekstatisk Villa Park omgivet af en mur af larm, skriver BBC om den spanske succestræner.
– Villas sejr er det flotteste moment i Emerys brillante genopbygning, denne europæiske specialist er på den type af terræn, han nyder, efter at have taget sit hold i top fire i den seneste sæson.
Villa var undertippede mod de tyske giganter og spillede da også hovedsageligt på omstillinger. Det lykkedes dem at holde Bayern på en relativt beskeden xG på 1,47, og selvom englænderne ikke selv skabte de store chancer, vandt de kampen på en kontrascoring af indskiftede Jhon Duran.
Endnu et mesterstykke fra Emery var en realitet.
– Han er drivkraften bag Villas genopstandelse. Hans aftryk var overalt på sejren over Bayern, fra den frygtløse defensive organisation til midtbanepresset og vinderen på et kontraangreb, da Duran løftede Pau Torres´ lange aflevering over en strandet Manuel Neuer, skriver BBC.
Ifølge BBC´s kilder ankommer Emery dagligt kl. 08.00 om morgenen og forlader ofte først Villas træningsanlæg efter 20.30. Desuden har han blandt andet bragt 23 spanske trænere med til Birmingham.
Med sejren gentog Villa kunststykket fra finalen i 1982, da Peter Withe scorede sejrsmålet mod netop Bayern. Onsdagens nederlag var samtidig tyskernes første i Champions Leagues indledende fase siden 2017. Dengang var modstanderen PSG, ledt af selvsamme Emery.