Peter Schmeichel udpeger sit største fodboldøjeblik
Fem gange har Peter Schmeichel vundet Premier League.
Han har også vundet Champions League i Manchester United og EM med det danske landshold, men selvom det har været kæmpestore øjeblikke i et langt liv med fodbold, var det ikke det største, han har oplevet.
I anledningen af sin 60-års fødselsdag er han blevet interviewet af TV 2, og her udpeger han et andet øjeblik, som slet ikke handler om ham selv.
– Jeg har været heldig at opleve at løfte Premier League-trofæet en del gange, og det er jeg jo sindssygt stolt af, fortæller Schmeichel.
– Men altså da Kasper løftede det… da han vandt det… For mig er dét det største øjeblik, jeg har haft i fodbold. Det er det.
– Det var bare så meget anderledes. Der var så mange helt andre følelser med i det øjeblik, og det var bare kæmpestort. Det var det bare.
Det var i 2016, at Leicester helt sensationelt kunne lade sig kåre som vinder af Premier League.
I den sæson var Kasper Schmeichel en sikker sidste skanse for The Foxes, som han også havde været med til at føre op i den bedste række.
TOPHISTORIER LIGE NU