Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Optimistisk Benítez: Vi kan vende tingene rundt

Af Mads Bye Marboe
15.09.2018 Kl. 18:51
Rafa Benítez føler sig overbevist om, at Newcastle kan komme tilbage efter en svær start på sæsonen.

Lørdag eftermiddag tabte Newcastle for fjerde gang ud af fem mulige i denne Premier League-sæson, da Arsenal slog The Magpies med 1-2 på St. James' Park.

Nederlaget betyder, at den nordengelske klub fortsat er under nedrykningsstregen med bare et enkelt point, men Rafa Benítez er overbevist om, at man er i stand til at vende rundt på tingene.

– Vi er selvfølgelig skuffede, for vi gjorde det godt i første halvleg og fortjente mere. Vi var tæt på, så holdet gør det godt med hensyn til organisation og arbejdsmoral, indleder spanieren over for Sky Sports og uddyber:

– Vi var meget bedre på bolden, specielt i første halvleg, men vi skal stadig forbedre os og fastholde den gode holdånd. Det er nøglen for os, fordi vi stod i den samme situation i sidste sæson, hvor vi tabte flere kampe i træk, men sluttede på 10. pladsen. Det skal stå klart for enhver. Jeg tror på denne gruppe af spillere, og forhåbentlig kan vi snart begynde at vinde kampe.

Den tidligere Liverpool- og Real Madrid-manager mener, at flere point venter, hvis man leverer, som man gjorde i første halvleg af opgøret mod The Gunners.

– Det er en skam, at man, efter alle disse gode ting i første halvleg, lukker to mål ind tidligt i anden halvleg. To øjeblikke med kvalitet gør forskellen.

– Det var svært for os at reagere efter dette, og da vi scorede målet, var det for sent. Når man spiller mod et godt hold, har de kvalitet, de har fart, og når man laver fejl, må man bøde for det. De fortalte mig, at de havde to skud på mål og scorede to gange. Disse ting kan ske, når man møder et godt hold.

– Vi skal være klar over, at hvert eneste mandskab i Premier League er en svær opgave for os. Man kan sige, at disse fem hold i toppen af tabellen var farlige, men Crystal Palace, Leicester og Manchester United er også farlige. Vi vil forsøge at gøre, som vi gjorde i første halvleg, og vi får chancer, hvis vi lykkes med det.

Newcastle har også tabt til Nottingham Forest i Carabao Cuppen.

Annonce